Coca-Cola laver 3D af forbrugerneScene fra seneste Coca-Cola reklamevideo, Israel.

Coca-Cola laver 3D af forbrugerne

Endnu engang bryder læskedrikgiganten Coca-Cola grænserne for markedsføring, når de tilbyder udvalgte kunder at få en tro minikopi med hjem af dem selv

REKLAME I en israelsk Coke-kampagne er det ikke kun flaskerne, der skrumper, men tilsyneladende også forbrugeren. Som en del af kampagnen, kan de få lavet en mini-udgave af sig selv, printet i 3D. Se her hvordan.

Coca-Cola hævder, at man altid har gået op i at skabe et personligt forhold til forbrugeren, og senest har en kampagne herhjemme, da også sprøjtet Coke-flasker ud med danske pige- og drengenavne en masse – godt hjulpet på vej af HP Indigo digital print.

Men Coca-Cola nøjes ikke længere med at skrive kundernes navn på flasken. I en israelsk kampagne for en ny og mindre flaske kunne forbrugerne via en app få printet en mini-udgave i 3D af ... sig selv.

Kampagnen som blev udviklet i samarbejde med det israelske bureau, Gefen Team, og det blev eksekveret som et spil, hvor forbrugeren i bedste Tamagotchi-stil skulle tage sig af deres ”Mini Me” via en app, hvorefter Coca-Cola tilbød forbrugerne at møde op på matriklen og blive scannet i 3D - og herefter printet.

Om budskabet har været, at jo mindre cola du drikker, jo mindre bliver du, er næppe tilfældet, men læskedrikgiganten viser i hvert fald endnu engang, at man er villig til at gå langt i sit personlige forhold til forbrugeren.

-jk

23/8 2013