Chokolade indpakket i kakaoskallerFor hvert ton tørkakao bliver der genereret ca 10 tons rester i form af skaller, som nu omdannes til ”Cocoa Husk Paper”.

Chokolade indpakket i kakaoskaller

En nyskabelse, der kan redde skindet på nogle af de mange tons kakaobønner, der produceres hvert år, er blevet udviklet af den innovative, engelske papirfabrik James Cropper Speciality Papers

PAPIR For hvert ton tørkakao bliver der genereret ca 10 tons rester i form af skaller, og det er disse ’restprodukter’, der nu indgår i produktionen af den nye papirkvalitet ”Cocoa Husk Paper”. Cocoa Husk Paper får sin naturlige lyse brune nuance fra skallernes eget farvestof, så der er derfor ikke tilsat nogen kunstige farvestoffer.

Ideen opstod, da en af verdens førende chokoladeproducenter, Barry Callebaut, henvendte sig til James Cropper for at drøfte tankerne om fuld udnyttelse af kakaobønnerne. Eksperter på den 168 år gamle fabrik gik i gang med en serie forsøg der snart førte til et enestående gennembrud.
Papiret er nu i produktion og allerede godkendt af ISEGA til anvendelse i forbindelse med fødevarer. Det færdige produkt består af ubleget cellulose fra bæredygtig skovbrug, dertil 10% skaller fra kakaobønner.

Genanvendelse af engangspapbægre
Tidligere på året havde James Cropper besøg af selveste Dronning Elizabeth ll, der indviede verdens første anlæg til genanvendelse af engangspapbægre. Et anlæg der separerer plastbelægningen fra pappet, der derefter indgår i papirmassen til fremstilling af papir og karton.

Alene i Storbritannien ender årligt omkring 2,5 milliarder papbægre på lossepladsen. Med det nye anlæg vil James Cropper gøre sit til at nedbringe dette spild af resourcer.
James Cropper Speciality Papers er et familieejet selskab nu i 6. generation. Der produceres ubestrøget papir og karton fra 70 gr/m2 op til 450 gr/m2 på sine fire maskiner.

Derudover råder man over lamineringsmuligheder op til 2200 gr. Fabrikken er førende i Europa med gennemfarvet papir og karton, man råder over mere end 3500 farve specifikationer og der kommer stadig nye til fra kunder, der har specielle ønsker mht. farver. Man kan også vælge mellem 40 forskellige prægninger, hvis man ønsker det.
James Cropper har også en konverteringsafdeling, hvor der især produceres indendørs og udendørs skiltekarton, museumskarton og passe-partout.

-jk

 

29/1 2014