Rolls Royce i Føvling
Verdens første fuldautomatiske palleteringsanlæg med servostyring giver højere hastighed, bedre kontrol og lavere energiforbrug. Der er stadig efterspørgsel på frekvensomformere, men de havner aldrig i en Rolls Royce.
PALLETERING Fremtidens motorstyring til palleteringsmaskiner for sække og kasser bliver i disse dage finjusteret hos pakkeproducenten Ehcolo A/S i Føvling, Sønderjylland. Selv siger virksomheden, at de med servostyring på alle motoraksler er helt fremme i feltet og sandsynligvis har verdens første palleteringsmaskine med servostyring. Så forventningerne er forståeligt nok skyhøje, og stoltheden ligeså.
- De nye servomoduler giver nogle mærkbare gevinster omkring øget hastighed og kontrol, som i sidste ende giver flere og pænere paller og lavere omkostninger, fortæller Ole Andersen, salgsdirektør i Ehcolo. - Samtidig har vi indsat en indukseringsenhed, så al den betragtelige bremseenergi bliver opsamlet og tilbageført til motorerne.
Sjældne servicebesøg
- Vi har i vores historie altid gået efter den højeste mulige kvalitet i vores palleteringsanlæg og containerfyldere, siger Ole Andersen, som naturligvis samler på tilfredse kunder, men som skam også tænker lidt på sig selv:
- Med anlæg spredt over hele verden skal vi være sikre på at de bare fungerer derude hos kunden, for vi har ikke tid til lige at komme forbi og servicere dem alle sammen, fortæller Ole Andersen, der har over 300 anlæg i drift lige fra Australien, Sydamerika, Kina, Canada, naturligvis hele Europa og senest i Emiraterne.
100 anlæg i Tyskland
- Vi har lige installeret et palleteringsanlæg til mel sække i Abu Dhabi i Emiraterne, denne efterfulgte en ordre til samme kunde i 2008, siger Ole Andersen. Men ellers er det især Tyskland, der med over 100 anlæg med navnet Ehcolo har taget vel imod det danske mærke.
Den rolige og sympatiske salgsdirektør, der er anden generation i Ehcolo tager godt imod på Smedevej, hvor omkring 20 mand arbejder tæt sammen om at udvikle morgendagens palleteringsmaskiner. – Vi er blevet så gode til det, nok fordi der er kort vej fra salgskontor til produktion, så kundernes særlige behov kommer altid til orde i den færdige specialbyggede palleteringsmaskine.
Fra kartofler til jord
At transportere sække i en fart er ellers lidt af en videnskab, for sække er sjældent ens men opfører sig derimod meget forskelligt afhængig af indholdet. Sække med kartofler er fx vanskelige, fordi de er så ’levende’ hvorimod sække med blomsterjord nemt lader sig forme på en palle.
– Vi producerer palleterings- og robotmaskiner med en kapacitet lige fra 300 emner pr. time og op til 2500 emner per time. Der har i de seneste år været særlig god efterspørgsel efter maskiner til palletering af træpiller, men afsætning af anlæg til fødevareindustrien er stadig også godt med og stigende, siger salgsdirektøren. Maskinerne fra Ehcolo er i udgangspunktet fleksible og derfor rettet mod alle brancher, men bliver derefter specialdesignede til den enkelte kunde. Når stilkarakteren for en færdig pakket palle skal gives, handler det om at sikre stabilitet, udseende og at den ikke kan genere fotoceller på f.eks. højlagre.
100 % tilfredshed
- Vi er meget bevidste om, at vi er i stand til at lave super gode anlæg, som ikke er de billigste på det udenlandske marked, men ’oppetiden’ og de yderst lave vedligeholdelses omkostninger giver glade og tilfredse kunder, og salg ved hjælp af ’mund-til-mund’ er det nemmeste, siger Ole Andersen, der glæder sig hver gang, der afsendes en færdig maskine med enten blokvogn eller container: - For derude venter jo en kunde, der KUN kan blive tilfreds, slutter Ole Andersen fra Føvling.
Jacob Kestner, jk@odsgard.dk
Foto: Nyeste skud på stammen af palleteringsmaskiner fra Ehcolo, en PM 800 med servostyring af alle motorer. Og så bliver bremseenergien opsamlet og tilbageført til motorerne.