Bandalls banderoler øger brandet med 25%
Brian Juhl fra den danske forhandler Vangby A/S, der forhandler Bandall banderoleringsmaskinen og tilhørende materialer i Danmark.

Bandalls banderoler øger brandet med 25%

Ny max bredde på banderoleringsmaskinen fra Bandall øges fra 100 mm til 125 mm - barren er derved løftet hele 25% for de dekorative og salgsfremmende banderoler, der storsælger i detailhandlen

BANDEROLER - Det er virkelig en salgsfremmende løsning, der præsenterer fx kødbakken eller chokoladeæsken rigtig flot, siger en begejstret Brian Juhl fra den danske forhandler Vangby A/S, der forhandler Bandall banderoleringsmaskinen og tilhørende materialer i Danmark.

Vangby og Brian Juhl udstillede forleden på Bandalls stand på fødevaremessen Anuga FoodTec 2015 i Køln og havde mange interesserede gæster forbi sin stand i hal 8.1. Hollandske Bandall fejrer i år sit 25 års jubilæum.

Nyt vacuumsystem
Det er takket være en ny teknologi i maskinen, der tillader den nye 125 mm bredde. Fremføringen sker ved kontrolleret vacuum og kan derfor gå helt ned til en 35 my folietykkelse (mod almindeligvis 100 my) og ned til 85 g/m2 i papir.

Maskinen er enten semi- eller fuldautomatisk til inline brug. Ved højere produktionshastigheder kan flere banderoleringsmaskiner opstilles parallelt:

- Vi har i en enkelt produktionslinje opsat ni maskiner ved siden af hinanden, der samlet banderolerer med en hastighed på 280 emner i minuttet, fortæller Brian Juhl.

Banderoler til bakker
Vangby forhandler også de fortrykte banderoler i enten folie eller papir, der alle er fødevaregodkendt. - Vi ser et stort fremtidig marked for især banderoler til bakker, der nu har et attraktivt alternativ til papsleeves, der er dyrere i materiale, siger Brian Juhl. Bandall anvender det hollandske flexotrykkeri Max Aarts til produktion af banderolerne i op til otte farver.

Solgt syv maskiner i 2015
- Vi har allerede sat syv banderoleringsmaskiner op i Danmark i årets første tre måneder inden for tobasksindustrien og konfekture. - Det er i høj grad Vangby, der er med til at bygge markedet op for banderolering i Danmark, siger Brian Juhl.

- Vores kunder kommer enten fra løsninger som papsleeves eller fra etiketter og ønsker alle at tilføre deres produkter noget ekstra med en banderole, siger Brian Juhl.

Vangby A/S står for al kontakt til banderoleringsmaskiner, banderoletryk og service og fortæller, at de har kunder, der sampakker flere varer via en banderole. - Vi kan med banderolerne levere en virkelig flot og anderledes salgsfremmende dekorationsløsning, der kan være attraktiv for mange kunder i dag, afslutter Brian Juhl.

-jk


13/4 2015