TV-kok i krig mod julens madspild
Danskernes bevidsthed om madspild i julen er stigende, viser en ny undersøgelse. Alligevel ryger julemad for 1,1 mia. kr. i skraldespanden i julen, og det vil TV-kokkken og Stop Spild Af Mad ambassadøren Louisa Lorang gøre noget ved.
Dugfrisk Epinion-undersøgelse for Dansk Folkehjælp og Stop Spild Af Mad viser at 41 procent af danskere er blevet mere opmærksomme på at undgå madspild i julen i forhold til sidste års Jul.
Julens madspild løber ifølge Landbrug & Fødevarer op i 1,1 mia. kr. i julemåneden - og det er især rødkål, hvide kartofler, ris a la mande, flæskesteg og and, som ligger øverst på listen over retter, som oftest bliver tilovers efter danskernes julemiddage.
Tidligere undersøgelser har vist, at 72% af danskerne mener at det er vigtigt, at der er rigeligt med mad i julen.
Louisa Lorang, kendt fra morgen TV, kok og kogebogsforfatter og ambassadør fra Danmarks største organisation mod madspild Stop Spild Af Mad, går i krig mod julens madspild. Hun har udarbejdet en række nye gode råd til at undgå madspild i julen.
-Der er ofte masser af rester i julen. Og hos mange familier ryger de i skraldespanden, når middagen er slut, eller måske efter at have ligget i et par dage i køleskabet. Men hvis du planlægger lidt, så kan det sagtens lade sig gøre, at få brugt sine rester, siger Louisa Lorang, og nævner denne huskeliste:
Sæt ikke for meget mad på bordet ad gangen. Fyld op, alle kan hjælpes, det holder maden frisk og lækker og det forlænger holdbarheden på mad, der ikke har stået på bordet.
Ja! Mange supermarkeder har lukket et par dage over julen. MEN kun et par dage! Så gå ikke amok, nr du køber ind til juledagene.
Vær realistisk og køb måske oste eller ekstra sild på glas, hvis du er bange for at løbe tør. Får du ikke brug for det, har det en relativ lang holdbarhed og kan bruges i januar.
Spis sammenskud - måske 1. juledag. Det letter en del for værten, og gæsterne kan medbringe (lækre) rester til et fælles bord.
Køl ned og hold orden. Husk at du skal køle maden hurtigt ned, hvis den ikke bliver spist. Det forlænger holdbarheden. Husk også at holde orden i dit køleskab, så du kan overskue hvad der skal spises - og ikke mindst - i hvilken rækkefølge.
Lav madplaner - ligesom i hverdagene. Aftal hvad I spiser først, så du ikke ender med at smide noget ud.
Sæt mærker med indhold og dato på dine ting. Det giver overblik og så undgår du at smide noget ud, fordi du simpelthen ikke kan huske hvor længe du har haft det.
Louisa Lorang afslutter med en konkret tjekliste til mindre madspild i Julen:
Vær kreativ!
Lav croutoner, rasp, rugbrødschips eller frys dit brød, hvis du ikke kan nå at bruge det.
Brug rødkål i sandwiches eller lav den fra bunden og vær sikker på at den er dækket af lage, så holder den længere.
Lav smørrebrød. Smør madder og få brugt alle rester af steg, sild, laks, rødkål mm. Din familie (og dig selv) vil elske dig for det!
Lav klatkager. Eller lav risengrøden om til lun morgenmad med nødder, frø og andet sundt. Eller spis ris a la manden til morgenmad (det må man godt den ene gang om året!)
Lav konfektkugler af alt det tørrede frugt. Lidt mandler, kakao og tørret frugt, bliver himmelsk efter en tur i foodprocessoren.
Lav juice. Mandariner, appelsiner og clementiner er skønne som juice.
Louisa Lorang tilføjer:
- Og husk at nyde det hele! Maden samler familier, venner og dem vi ikke kender. Nyd det og del! Sæt småkager hos naboen, eller inviter underboen på rester. Det er jo Jul.
-lipe