Medaljer til nyudklækkede mediegrafikere og grafiske teknikere
Grafisk Uddannelsesudvalg hyldede forleden de ni dygtigste lærlinge fra de grafiske fag inden for Industriens Uddannelser. For første gang blev arrangementet afholdt på Industrimuseet i Horsens, hvor man på samlingen TRYK PÅ kan følge emballageindustrien gennem de seneste 175 år
Medaljerne bliver givet til lærlinge, der opnår 12 ved den afsluttende prøve og dertil har leveret en ekstraordinær indsats.
Det er censorerne, der indstiller til medalje, og de kan indstille til enten sølv- eller bronzemedalje. Traditionen lyder, at det ypperste lærlingene kan opnå indenfor deres fag, er sølv og bronze, der findes derfor ikke nogen guldmedalje. Anders Mosumgaard, formand for Grafisk Uddannelsesudvalg, uddyber:
-Det er en tradition at give medaljer i håndværksfag i forbindelse med svendeprøver. Det vil vi gerne holde i live og honorere. Vi ønsker derfor at belønne dem, som gør noget helt særligt.
I alt formåede otte mediegrafikerelever og en grafisk teknikerelever at opnå en medalje til deres afsluttende prøve i løbet af det sidste år. De blev fornemt fejret d. 15. september, hvor medaljemodtagerne, sammen med familie og virksomheder, var inviteret til medaljeoverrækkelse. Her fik medaljemodtagerne vise ord med på vejen af Anders Mosumgaard.
- Hæderen i dag, skal I tage med jer som en del af bagagen på den videre færd. For det er helt sikkert, at vejen fortsætter, og den forandres hele tiden. Og I skal forhåbentlig både gå og nå langt herfra og videre frem i livet, sagde han.
Årets festtaler var Svend Erik Grue Nielsen fra virksomheden Stibo Complete. Han har været i branchen i mange år og står for virksomhedens eget lærlingeprojekt.
Stibo Complete har et mål om at skaffe 10 nye lærlinge årligt. Efter talerne kunne ni nye medaljemodtagere tage deres medalje med hjem som symbol på deres flid og ekstraordinære præstationer til deres afsluttende prøve.
Årets medaljemodtagerne er:
Mediegrafikere:
Alex Amanda Hermannsdottir Strøm, udlært ved Sackit ApS og TECHCOLLEGE
Anna Julie Lisberg Nielsen, udlært ved Happydays og TECHCOLLEGE
Julie Hagen Andersen, udlært ved Magasin A/S og Roskilde Tekniske Skole
Kathrine Ryholm Gottliebsen, udlært ved Adhoc Translations A/S og NEXT UDDANNELSE KØBENHAVN
Line Møller Larsen, udlært ved Adpassion ApS og NEXT UDDANNELSE KØBENHAVN
Maria Frimann Storm, udlært ved Dansk Sygeplejeråd og NEXT UDDANNELSE KØBENHAVN
Sally Andrea Gravers Nielsen, udlært ved Friday P/S og NEXT UDDANNELSE KØBENHAVN
Stine Gry Juul Nielsen, udlært ved Incado A/S og HANSENBERG
Grafisk tekniker:
Henrik Christensen, udlært ved Ehrno Flexible A/S og TECHCOLLEGE
-lipe