fischer lancerer nyt brugervenligt emballagedesign
fischer lancerer et nyt og brugervenligt emballagedesign der skal gøre det lettere for kunden at finde de rette produkter på varehylderne. Den nye indpakning er baseret på omfattende analyser og brugertests. Udover at tydeliggøre produktinformationerne er den nye emballage også mere bæredygtig, idet den består af en højere andel genanvendt materiale og samtidig er lettere at bortskaffe på korrekt vis
Selvom indholdet selvfølgelig er vigtigere end emballagen, spiller de ydre elementer alligevel en rolle for både slutbrugeren og miljøet.
På den baggrund har befæstelsesproducenten fischer udarbejdet et nyt emballagedesign, der tager hensyn til både brugervenlighed og bæredygtighed.
Brugervenlighed fra inderst til yderst
Den nye emballage til befæstelsesprodukter fra fischer skal forsimple produktvalget for kunden. Derfor er designet funderet på omfattende brugeranalyser og -tests for at afklare, hvordan kunderne orienterer sig om og udvælger produkter.
På den baggrund skal den nye indpakning sikre effektiv identifikation af den rette vare. Dermed kan håndværkerne hurtigt, nemt og bekvemt forlade butikken eller lageret med det rigtige produkt i hånden.
Først og fremmest er produktet gjort synligt via et gennemsigtigt plastikvindue i pakningen, så man kan genkende indholdet.
Dertil er der en tydelig angivelse af produktets kategori, materiale og dimensioner, som gør det enkelt at afkode de produktspecifikke egenskaber.
Således kan håndværkeren nu glæde sig over, at f.eks. byggematerialernes udtræksværdier nu er tilføjet til emballagen på enkelt vis.
Her kan forbrugeren desuden nemt finde links til yderligere digital produktinformation, der bidrager til valget af det helt rigtige produkt fra start.
Og det må gerne være nemt ifølge Lars Holbæk, der er Nordic Product Manager hos fischer:
- Vi er stolte over, at der er taget udgangspunkt i reelle data og kundeoplevelser i designet af vores nye emballage. Vores kunder vil langt nemmere og hurtigere kunne finde det, de leder efter, grundet øget gennemsigtighed i form af både kig til produktet og en tydeligere beskrivelse af indholdets egenskaber.
Ud over at være informativt kommer den nye indpakning desuden med et attraktivt og unikt udtryk. Det nye pakningsdesign er afprøvet af slutbrugerne, og det bidrager til et ensartet udseende for fischers produkter på tværs af varekategorier.
Emballagens grønnere livscyklus
Udover at tage hensyn til brugerne er den nye emballage også udviklet med bæredygtigheden for øje, og derfor indeholder den en stor andel af genanvendte materialer.
Faktisk er de nye plastikposer lavet af 65-90 % genbrugsmaterialer, imens kartoner og blisterpakninger består af mere end 90 % genanvendte materialer.
I den anden ende af emballagens livscyklus er den nem at skaffe sig af med på korrekt vis, og dertil er indpakningen 100 % genanvendelig.
Således er hele værdikæden tænkt ind i det nye indpakningsdesign, der også er optimeret i forhold til både pakkestørrelser og -kvalitet for at sikre optimal varehåndtering.
- fischer har længe arbejdet målrettet med bæredygtighed, og derfor var det helt naturligt for os også at kigge på muligheden for at reducere vores emballages miljøpåvirkning samtidig med, at vi gjorde den mere brugervenlig, forklarer Lars Holbæk.
-hawin