Succesen fortsætter…

Succesen fortsætter…

Den 21. marts udgjorde Hindsgavl Slot rammerne om Dansk Flexo Forums general-forsamling og forårsseminar. 120 af foreningens 171 medlemmer fra 77 medlemsvirksomheder var mødt frem. Mogens Lindström rapporterer fra seancen

Af Mogens Lindström

Generalforsamlingen bød ikke på nogen særlige overraskelser, Klaus Kromann Polyprint og Carsten Tychosen fra HL Repro blev genvalgt. Og så var det videre til det faglige indhold.

Der var speedpræsentationer fra Antalis, Scandisales, Artwork System Nordic og Grakom. Speedpræsentationerne betyder at nye medlemmer kan præsentere sig selv og deres produkter.

Forårsseminarets emne var automatisering. Fabrikschef Allan Lauersen leverede et spændende indlæg om Schur Pack – Fuld tryk på emballage – helt automatisk.

Her fik tilhørerne et indblik i udviklingen i virksomheden, som blev startet som et beskedent stentrykkeri i 1843 af Johan Wilhelm Schur, og som stadig er familieejet i femte generation af Schur familien. Schur har været en vigtig del af udviklingen indenfor flexo i Danmark med virksomhederne som Horsens Plastic og Novo Plastic.

I Danmark koncentrerer man sig nu om emballagetrykning i offset og har også maskinbygning til emballageindustrien som et vigtigt område. Koncernen har ca. 900 medarbejdere og selskaber i syv lande.

Kartonemballage udgør kerneforretningen i Danmark og det var spændende at høre Allan Lauersen fortælle om hvordan man havde automatiseret og effektiviseret.

I 2011 producerede man 65 millioner ark med 26 trykkere på fire MAN/Roland maskiner. Frem til 2017 har man reduceret antallet af trykkere til 16, med to KBA hurtiggående maskiner med alt hvad der findes af udstyr, der kan optimere omstillingerne.

Man har fuld farvestyring og fuldautomatisk logistik, der blandt andet omfatter centralt placerede pallevendere og palleskift. Selvkørende truck sørger for transport af ark fra pallevendere til trymaskiner, og færdigproducerede ark til bufferområdet. Derudover har man også investeret i seks robotter til en række håndteringsopgaver.

I 2018 producerede ca. 75 millioner ark, med tre KBA maskiner, 19 trykkere og ca. 34 skift pr. uge, hvilket betyder at der ikke er behov for weekend skift og meget sjældent overarbejde.

Alt i alt har Schur gennemført en vellykket omstilling til automatisering. På den måde er Schur i stand til at tage konkurrencen op med lavtlønslande og går styrket ind i fremtiden.

Seminarets sidste indlæg handlede om AI, og om at kunstig intelligens breder sig som steppebrand. DR-journalist Nikolaj Sonne, som er kendt fra programmet ”So ein ding” holdt det.

 

28/3 2019