E-handlen er for første gang gået tilbage

E-handlen er for første gang gået tilbage

Omsætningen i den danske handel på nettet er faldet fra første halvår 2021 til samme periode i år. Nedgangen rammer især danske online-butikker, der sælger varer, men skyldes den generelle, økonomiske usikkerhed og ikke utilfredshed med butikkerne, viser en analyse fra Dansk Erhverv

Hvordan vil det gå med dansk e-handel, når coronakrisen ikke længerepræger samfundet?

Det spørgsmål har mange stillet sig selv, og nu er svaret klar i Dansk Erhvervs E-handelsanalyse for 1. halvår 2022.
Analysen viser, at forbrugerne handlede for 92,7 mia. kr. i årets første seks måneder. Det er et fald på 1 procent sammenlignet med 1. halvår 2021.

Det lyder ikke voldsomt, når man tænker på, at 2021 var præget af voldsom vækst i dansk e-handel på grund af coronakrisen. Men tallet mangler nuancer, pointerer Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:

-Beløbet er i løbende priser, og samtidig går en større del af forbruget til rejser og udenlandske netbutikker. Det betyder, at de danske netbutikker, der sælger varer, reelt set oplever en betydelig større nedgang, siger han.

Stadig større handel end før corona
Det kan mærkes i virksomhederne, der samtidig kæmper med stigende omkostninger:

-Konklusionen er, at de to års medvind under corona er afløst af modvind på grund af stor økonomisk usikkerhed, siger e-handelsdirektøren og uddyber:

-Det er dog vigtigt at understrege, at når vi sammenligner med samme periode i 2019 -altså før coronakrisen -er omsætningen vokset med knap 23. mia. kr.

Flere men billigere køb
Forbrugerne foretog i de første seks måneder af 2022 136 mio. handler, hvilket faktisk er en million mere end i samme periode sidste år.
Omvendt blev der brugt færre penge - i første halvår 2022 var gennemsnitskøbet på 596 kr., mens det i samme periode i 2021 var på 653 kr.

-Det understreger, at tilbagegangen i høj grad skyldes, at forbrugerne generelt holder igen på grund af den økonomiske usikkerhed. Ikke at forbrugerne dropper netbutikkerne, forklarer Niels Ralund og fortsætter:

-Handelshyppigheden er stort set den samme som under coronakrisen, og kundernes tilfredshed med netbutikkerne er steget.

Om E-handelsanalysen
Data er indsamlet online gennem Wilkes onlinepanel, Wilke Wisdom. Der gennemføres ca. 1.200 interviews pr. måned fordelt jævnt ud på ugerne.

-lipe

13/9 2022