Bananer med underbukser

Bananer med underbukser

- Bæredygtighed behøver ikke være på bekostning af design, og humor er en vigtig ingrediens. Sådan siger vinderne af designkonkurrencen PIDA Awards i Monaco om deres emballage for tøjfirmaet Bois

Af Lisbeth Petersen

Lyocell vokser på træer, det gør bananer også. Og det var udgangspunktet for Christan Koch, Natasha Bosnjak og Alicia Lundgren, som studerer design på Nackakademiet i Sverige.

I samarbejde med emballagevirksomheden Billerudkorsnäs gik de derfor i gang med udviklingen af en bæredygtig emballage til tøjfirmaet Bois’ herreunderbukser. Resultatet blev en bananformet æske, som først kastede den svenske PIDA pris af sig, og i forrige uge også løb med førstepladsen i den internationale konkurrence i Monaco.

Underbukserne er fremstillet af materialet lyocell. Stoffet er – ligesom viskose – fremstillet af træ der er kemisk opløst og omdannet til tynde træfibre, men fremstillingsprocessen af lyocell er langt mere miljøvenlig. Og nu sælges de i den iøjnefaldende, gule æske, som er fremstillet af Billerudkorsnäs fiberbaserede og genanvendelige papmateriale.

Det er første gang Packaging Impact Design Award (PIDA) for studerende er afholdt på europæisk niveau.

Temaet var ’Bring the Future’, og det har de tre svenske guldvindere helt klart leveret – plus mere til, lød der var dommerne.

Natasha Bosnjak, Alicia Lundgren and Christian Koch

Designerne selv siger om arbejdet med bananæsken:

- Humor har været en vigtig ingrediens hele vejen igennem. Vi ville med vores bidrag vise, at bæredygtighed ikke behøver være på bekostning af design. Vi har fået det til at se sjovt ud, og det er vi meget tilfredse med.

 

11/10 2019