Antalis styrker sig til en samlet indsats
Det nye setup gør Antalis i stand til at leve op til de stadig stigende krav om høj kvalitet i løsningerne, hurtig og sikker levering og en løbende dialog og rådgivning af kunderne.

Antalis styrker sig til en samlet indsats

Antalis styrker bredden i sit sortiment og samler samtidig sin ekspertise og knowhow, så man i fremtiden kan levere produkter og løsninger i topklasse til en lang række forskellige kunder

Af Hans Windeløv

Antalis og Antalis CC&CO fusionerede i slutningen af oktober sine aktiviteter i et nyt selskab under koncernens hovednavn, Antalis A/S.

Antalis er blandt de førende inden for Print og Visual Communication. Samtidig har den stigende efterspørgsel inden for packaging ført til en optimering af både sortiment og løsninger på dette område.

Med fusionen styrker man den tværfaglige ekspertise, fordi afdelingen med industri- og fødevareemballage i Holstebro og afdelingen for visuel kommunikation i Vejle kommer til at arbejde meget tættere sammen med afdelingen i Valby i København. Dermed får man en meget mere slagkraftig virksomhed.

Fusion fører til synergieffekter

- Vi styrker vores know-how og kan drage fordel af de synergieffekter, det giver at kunne levere løsninger fra et og samme sted. Det kommer kunderne til at mærke. Flere af dem har tidligere handlet med os via vore tre afdelinger i Valby, Vejle og Hostebro. Nu bliver det hele samlet på en konto og en faktura. Det gør det meget nemmere at samarbejde og handle med os, siger administrerende direktør i Antalis, Steen Murmann.

Rådgivning i hele processen

Det nye setup gør Antalis i stand til at leve op til de stadig stigende krav om høj kvalitet i løsningerne, hurtig og sikker levering og en løbende dialog og rådgivning af kunderne.

- Vi er specialister, der brænder for at designe og levere løsninger, hvor mulighederne i individualiserede print, nye bæredygtige materialer og produktbeskyttelse går op i en højere enhed. Vores dygtige medarbejdere arbejder på tværs af produktkategorierne og trækker på hinandens ekspertise, så kunderne altid bliver præsenteret for de bedste løsninger.

- Vi rådgiver kunderne og er gerne med i hele processen fra udvikling og til design af løsninger. Det sker blandt andet ved, at vi har to webshops, som er specialiseret i løsninger til henholdsvis print og visuel kommunikation og packaging, foodservice og office. Som distributør er vi endvidere uafhængig af producenterne og kan altid pege på de bedste produkter, når vi hjælper med at sammensætte løsninger til bestemte opgaver, forklarer Steen Murmann.

20.000 varenumre

Som han kommer ind på, handler tilstedeværelsen i markedet, for en koncern som Antalis, om at vide, hvor kunderne bevæger sig hen. Og om både at kunne honorere de specifikke krav, de stiller til produktleverancer, og om at kunne rådgive og samarbejde om fremtidens løsninger.

Branding via stærke visuelle designløsninger, både på traditionelt print og på emballage og etiketter, er nogle af de områder, der er i vækst.

Hos Antalis ser man da også, at det er områder, som kunderne retter fokus på. Der er stigende krav om branding gennem stærkt fængende grafiske udtryk på pakker og stigende efterspørgsel på gennemdesignede emballager, der yder produktbeskyttelse i topklasse af alt lige fra kostbar elektronik til fashion og fødevarer.

Faktisk består en tredjedel af lageret af kundespecifikke emballageløsninger, og lige netop den efterspørgsel er da også en af årsagerne til, at Antalis styrker indsatsen.

- Med over 20.000 varenumre kræver det overblik at kunne etablere de rigtige løsninger. Fusionen af afdelingerne sørger lige præcis for, at det sker. Nu er vi i stand til at sammensætte de team, som kan hjælpe kunderne med at få de helt rigtige løsninger, siger Steen Murmann.

 

20/12 2016