Slut med rygeost fra Arla
Arla Foods stopper sin produktion af rygeoste på Thrane Mejeri i Odense på grund af et faldende salg. Mejeriet lukker i starten af oktober
Produktionen på mejeriet ikke længere er tidssvarende og tilstrækkelig lønsom, lyder det fra Arla Foods, som dermed stopper sin produktion af rygeoste i Danmark.
- Det er ikke længere rentabelt for Arla Foods at fortsætte den unikke produktionsform af rygeoste på Thrane Mejeri. De seneste år har vist et fald i salget af rygeoste, og samtidig vil det kræve en større investering, at sikre en langsigtet produktion på Thrane Mejeri. siger Mejeridirektør i Arla, Ole E. Hansen.
Medarbejdere hjælpes videre
Produktionen på Thrane Mejeri stopper i starten af oktober, og mejeriets 7 medarbejdere fik besked på den sidste dag i august.
Sammen med medarbejdernes fagforeninger vil Arla nu udarbejde en plan for at sikre, at alle medarbejdere får gode betingelser for deres videre jobsituation.
- Vi har gode erfaringer med at skaffe nye jobs til berørte medarbejdere, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe mejeriets medarbejdere videre i deres arbejdsliv, siger Ole E. Hansen.
Arla Foods vil bl.a. tilbyde medarbejdere mulighed for efteruddannelse og hjælp til jobsøgning.
Thrane Mejeri er Arla Foods mindste danske mejeri og har hvert år produceret ca. 260 tons rygeoste.
-lipe