- En spiselig fremtid med danske fødevarer
Ristede melorme og lodret landbrug er blandt emnerne, når Dansk Industri på sit årsmøde på onsdag stiller skarpt på fødevarer og klima, nye ingredienser, genteknologi med meget mere
Der er kommet helt nye ingredienser i debatten om vores kost: Hvordan bidrager fødevarerne til et bedre klima? Skal vi bruge ny genteknologi til at få mad på bordet til alle?
DI Fødevarer søger svar på de centrale spørgsmål sammen med fødevareminister Mogens Jensen, eksperter og fagfolk på sin årsdag 2019 i Industriens Hus i København på onsdag den 20. november
På talerstolen er bl.a. formanden for Etisk Råd Anne-Marie Gerdes. Hun tager hul på diskussionen om brugen af den nyeste teknologi, herunder ikke mindst genværktøjet CRISPR, i vores fødevareproduktion.
Frontløbere indenfor moderne fødevareproduktion er på scenen for at fortælle om, hvad der skal på menuen, og hvordan madvarer bliver til fremover; Mød CEO Carsten Lind Pedersen, Enorm Biofactory A/S, som bl.a. laver ristede melorme, og CEO Rasmus Bjerngaard, Nextfood, der arbejder med vertical farming.
Men er der nogle med penge på lommen, der vil investere i netop fremtidens fødevareproduktion? Ja, det vil CEO Christian Stadil, Thornico A/S, som kommer og fortæller om nye fødevareteknologier som big business.
Stadil kan måske hente inspiration til nye investeringer, når en række iværksættere i dagens løb går på scenen for at fortælle om, hvad de kan.
Dagen sluttes af med madlavning og køkkensnak - ved kødgryderne er kokken Claus Holm, DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og branchedirektør, DI Fødevarer, Leif Nielsen.
Læs mere og se hele programmet her
-lipe