hl repro sikrer, at kunderne  får den højeste kvalitetHer er det salgs- og marketingchef Carsten Tychosen (tv.) og direktør og medindehaver af hl repro, Niels Bjørn Hansson.

hl repro sikrer, at kunderne får den højeste kvalitet

hl repro er en af Danmarks og Europas førende reprovirksomheder, og har længe været en af drivkræfterne i udviklingen af nye løsninger til grafisk produktion. Med en lang historie bag sig er innovationslysten ikke aftaget

Af Hans Windeløv

Mange af de metoder og meget af den teknologi man benytter i den grafiske verden, har da også været en tur inden om den østjyske virksomhed. Man har haft en del verdenspremierer på nyt udstyr.

Meget er blevet integreret i processerne med det samme, mens andre løsninger enten er blevet forædlet eller videreudviklet for at skabe endnu højere kvalitet i slutprodukterne. De nye tiltag har blandt andet ført til udviklingen af nye trykplader, til produktion af forbedrede aniloxvalser, og til nye scannings- og udvaskningsmetoder.

Evnerne til at tænke nyt har igennem alle årene gavnet både kunder og slutkunder blandt trykkerier og brandowners. Det gør det stadig, og derfor er der også rift om løsningerne.

Forenklede processer

- Vi har altid satset på at have udstyr af højeste kvalitet. Vi stiller os ikke alene tilfredse med, at vi har en rigtig god maskinpark med udstyr i topkvalitet, har styr på processerne og en masse rigtigt dygtige medarbejdere. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre og på at udvikle branchen.

- Skal vi sige det selv, er vi ret proaktive. I hele virksomhedens levetid har vi hele tiden udfordret markedet med nye løsninger, hvor vi har forenklet processerne og skabt større integration mellem dem. Her har nogle af dem faktisk vist sig at være ’game changers’ i industrien.

- Den approach til markedet har historisk set styrket og rustet os godt til fremtiden. Vi er stadig blandt de førende leverandører af løsninger, hvor den digitale trykteknologi er et godt supplement til den konstante udvikling, der er i gang i virksomheden.

Grafisk produktion i trekantområdet

Sådan siger administrerende direktør i hl repro, Niels Bjørn Hansson. Han er sammen med sin bror Lars Bjørn Hansson indehaver af hl repro. Begge er de sønner af Hugo Bjørn Hansson, som sammen med Jørgen Larsen grundlagde virksomheden på Østerbro i København i 1972. Den gang var de fem medarbejdere. Allerede året efter rykkede de virksomheden til Østjylland i Hedensted mellem Horsens og Vejle.

- Der var ikke mange herhjemme, der spåede grafisk produktion i Trekantområdet de store chancer i starten af halvfjerdserne. Men her på pløjemarken, hvor virksomheden stadig ligger, lagde hl repro fundamentet til det, som skulle blive en af Danmark og Europas mest højteknologiske reprovirksomheder, siger Niels Bjørn Hansson. 

Kraftig reduktion i antallet af reproanstalter

I 70’erne og 80’erne var der i omegnen af 3-400 reproanstalter i Danmark. De fleste lå i byerne ligesom trykkerierne.

Det tal er blevet kraftigt reduceret, i dag er der kun fem tilbage, der har flexotryk som speciale. Og selv om det begyndte at gå ned ad bakke for både trykkerier og reproanstalter klarede hl repro sig fint. Blandt andet ved hele tiden af investere i nyt udstyr og ny teknologi.

Salgs- og marketingchef hos hl-repro, Carsten Tychosen, her ved Kodakmaskinen, som har været en vigtig brik i produktionen af cromalin. I dag bruger man dog en Roland digitalmaskine til at lave prøvetryk til kunderne. Delt er kvaliteten bedre og dels er det både hurtigere og billigere.

- Samtidig var vores placering i Østjylland altså heller ikke den allerværste for en virksomhed som vores. De store trykkerier lå i området. Vi havde kort afstand til kunderne, og derfor kunne vi levere hurtigt til trykkerierne, som hurtigt opdagede at vi gjorde tingene både lidt anderledes, lidt hurtigere og altid med topkvalitet i løsningerne. I takt med, at vi løste opgaver i nærområderne, fik andre trykkerier også øjnene op for hvad vi lavede. Det blev starten på et succesfuldt samarbejde med en lang række samarbejdspartnere. De fleste af dem arbejder vi stadig sammen med, siger Niels Bjørn Hansson.

Fra 120 til 50 ansatte

Begge brødre er oplært i virksomheden og har arbejdet som grafikere og udviklere af løsninger stort set siden starten i halvfjerdserne.

På et tidspunkt i løbet af 80’erne var der 120 medarbejdere i virksomheden, men i takt med, at de teknologiske landvindinger rationaliserede og forenklede processerne, var man på et tidspunkt nede på 50 ansatte samtidig med, at omsætningen i perioden var steget til det dobbelte.

- Vi har jo om nogen kunnet se de helt konkrete følger af, at ny teknologi fandt vej ind i de grafiske reproprocesser. I starten af 80’erne introducerede vi et nyt scannersystem til farveseparering. Det gjorde os i stand til at udvikle vores egne programmer til rastersystemer. Det blev blandt andet en stor succes i forbindelse med tryk på emballage, siger Niels Bjørn Hansson.

Den digitale revolution

hl repro var med på den første fotosats i knivskarpt kvalitet. Man har altid været i stand til at forvandle og behandle fotografiske optagelser til slutprodukter i topkvalitet.

Med scannerteknikken, der ankom sammen med den digitale Crossfieldscanner, omstillede man produktionen, og kunne langt hurtigere end tidligere få gjort materialerne klar til trykkerierne.

- Fra at bruge to til tre uger på en opgave, kunne vi pludselig klare opgaverne på en enkelt dag. Vi var forandringsklar, og syntes, det var enormt spændende og fagligt udfordrende. Vi gjorde løsningerne endnu bedre, hvilket førte til øget kvalitet i slutkundernes produkter, kommenterer Niels Bjørn Hansson.

Hl repro var nogle af de første til at benytte digital scanningsteknik. Det gjorde man da også opmærksom på.

Man udviklede også andre teknologier, hvor blandt andet de keramiske aniloxvalser blev en succes. Også forædlingen af processerne til fremstilling af trykklare flexo-polymerplader. Her investerede man i inline pladevaskere, og forkortede dermed produktionstiden yderligere. Også det tog trykkerierne godt imod.

Ligeledes var man den første, der kunne levere repro- og flexoklicheerne til firefarvet tryk ved hjælp af klicheer af fotopolymer fra Dupont. Det blev faktisk en gedigen sensation på Drupa-messen i 1982. 

Mac’en var dødsstødet

Med scanneren foregreb man den digitale revolution, som så småt var på vej.

- Mac’en gav dødsstøddet til den traditionelle måde at arbejde på. Den vendte op og ned på alt i den grafiske branche. Fårene blev skilt fra bukkene, og mellem 80 og 90 procent af reprovirksomhederne bukkede under. Vi havde fået indarbejdet forandringsvilligheden i vores DNA, derfor var vi klar til omvæltningen, og arbejdede videre med løsninger, som kunne effektivisere både vores egen og kundernes produktion.

- Det er faktisk årsagen, til at vi er her endnu. Vores innovative tilgang er et fremragende udgangspunkt til at skabe relationer og meget stærke samarbejder med kunderne, forklarer direktøren.

Miljøcertificering, en meget høj priotering 

For mere end 20 år siden blev hl repro miljøcertificeret først gang.  Certificeringen har gjort driften og alle produktionsprocesserne så miljøvenlige som muligt. Både elforbrug og kemikalieforbrug er kigget efter i sømmene. Certificeringen, som er erhvervet hos Green Network i 1997, stiller blandt andet krav om brug af nedbrydelige kemikalier, om kortlægning af arbejdsmiljø og om nedbringelse af energiforbruget.

- Vi har fået styr på alle processerne og har blandt andet installeret LED-lyskilder i hele virksomheden. Hele operationen er givet rigtigt godt ud, idet tilbagebetalingstiden på installationerne kun er på halvandet år, siger salgs- og marketingchef hos hl repro, Carsten Tychosen.

Den grafiske afdeling sørger for at materialerne bliver klar til tryk.

Han kommer ind på, at miljøforbedringer er endnu et parameter som tilsammen med teknologiske landvindinger er med til at gøre reprovirksomheden attraktiv som leverandør og samarbejdspartner.

- Mange af vore kunder stiller krav om brug af leverandører, som har en klar miljøprofil. Her har vi været i stand til at efterkomme markedets krav og selv sætte standarden, siger han.

Fremtiden

Både Niels Bjørn Hansson og Carsten Tychosen ser positivt på fremtiden. Både fordi hl repros ydelser er af høj kvalitet, og fordi markedet de seneste par år har budt på rigtig mange nye opgaver og trends både i udlandet og ikke mindst fra kunder i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12/3 2018