RE-ZIP vil lancere pant på transportemballage

RE-ZIP vil lancere pant på transportemballage

Virksomheden har udviklet cirkulært emballagekoncept til international e-handel. Systemet skal dog have politisk hjælp til at undgå for høje priser på returforsendelser

Ifølge Dansk Erhverv Digital Handel foretog Danskerne 112 millioner handler online til en værdi af 74,4 milliarder kroner alene i første halvår af 2020, hvilket er en stigning på 5 procent i værdi og 7 procent i antal transaktioner i forhold til første halvår 2019, og eksperterne forventer, at tendensen er fortsat året ud og ind i 2021. Danskerne har som følge heraf modtaget rekordmange forsendelser. Ofte sendt i engangsemballage.

Det eksplosive forbrug af engangsemballage har fået Bo Bach Boddum, der er founder og CEO bag virksomheden RE-ZIP, til at reagere. Virksomheden har udviklet et cirkulært emballagekoncept, der gør det muligt for webshops at genbruge forsendelsesemballage. I stedet for at skulle finde plads i de fyldte skraldespande, kan forbrugeren nu folde RE-ZIPs emballage på en måde, hvorpå de passer i sprækken på en postkasse. En aftale med postunionen sikrer, at forbrugerne kan returnere emballagen, så den kan blive brugt igen, helt uden porto, fra over 130 lande. Når emballagen kommer retur til RE-ZIP får forbrugeren pant tilbage i form af en voucher til webshoppen, de handlede i.

– Ligesom med pantsystemet får emballagen nyt liv når den sendes tilbage i systemet og blive genbrugt til nye forsendelser. På samme måde som med flasker og dåser giver konceptet for emballage både forbrugeren og webshoppen incitament til at udbyde, efterspørge og genbruge mere miljøvenlig emballage, da alle parter får værdi ud af at forlænge materialets livscyklus i stedet for at smide det ud, siger Bo Bach Boddum.

Han tilføjer:

RE-ZIP har været på markedet siden 2018, og konceptet er allerede godt gennemtestet hos mere end 60 webshops, hvis kunder har taget godt imod muligheden for at vælge en mere miljørigtig forsendelse.

Politisk interesse er nødvendig for succes
RE-ZIPs udgave af pantordningen er imidlertid stødt på en hindring, der skal løses, hvis systemet for alvor skal kunne slå igennem. Når den brugte emballage sendes tilbage til RE-ZIP via postkasser, takseres forsendelsen nemlig på linje med almindelige breve, hvilket resulterer i høje returomkostninger da emballager vejer mere end almindelige breve. Af den samlede omkostning for en RE-ZIP cirkulering, går mellem 70 til 80 procent, således til porto. Med andre ord er prisen på forsendelsen så høj, at konceptet for mange fortsat betragtes som en dyr løsning til trods for de åbenlyse miljø- og forbrugermæssige fordele. Det håber folkene bag RE-ZIP at ændre på.

– Vi har bevist, at et pantsystem for emballage kan fungere i praksis og at der er efterspørgsel hos forbrugerne. Den nuværende måde hvorpå postforsendelser takseres, gør det dog utroligt dyrt at få returneret brugte emballager. Priserne ligger i et leje, hvor kun de allermest bevidste forretninger og forbrugere vælger det. Derfor afsøger vi i øjeblikket også andre muligheder, siger Bo Bach Boddum. Han tilføjer:

– Vores mål er at kunne tilbyde cirkulær emballage til attraktive priser sammenlignet med engangsemballage, så vi kan få konverteret den gigantiske mængde emballageaffald til en mere bæredygtig model. Men hvis en løsning som vores for alvor skal kunne slå i gennem på linje med pantsystemet for flasker og dåser, kræver det ændringer kommercielt samt politisk interesse for idéen. Det håber vi at kunne bidrage til i den kommende tid, siger Bo Bach Boddum.

Sådan fungerer RE-ZIP:
Det koster 35 kroner at få sine varer leveret i RE-ZIP emballage, som tilvælges ved køb på en given webshop
Når kunden har modtaget sin pakke, foldes RE-ZIP emballagen sammen og returneres i en postkasse
Når emballagen modtages retur, modtager kunden en voucher på eksempelvis 100 kroner, som kan bruges næste gang, der handles i butikken
RE-ZIP emballagen kan bruges op til 30 gange, og konceptet sparer ifølge en undersøgelse fra Deloitte miljøet for 87 procent CO2, 89 procent vand og 93 procent træmasse.

-lipe

16/4 2021