Palcut styrker sin kundesupport og udvikling

Palcut styrker sin kundesupport og udvikling

Palcut i Holstebro, specialist i løsninger til automatisk palletering, styrker den internationale kundesupport og produktudvikling med ansættelsen af Peter Loff som udviklingsingeniør

Peter Loff, 47 år, er ansat som udviklingsingeniør hos Palcut A/S i Borbjerg ved Holstebro. Som teknisk salgssupporter skal Peter Loff udvikle og tilpasse virksomhedens palleteringsløsninger til industriens behov. Samtidig skal han produktionsmodne de kundespecifikke løsninger og arbejde med omkostningsoptimering.

Stillingen er nyoprettet og er et led i Palcuts mål om at fordoble omsætningen inden for få år. Virksomhedens fuldautomatiske dispensere og skridsikre mellemlægsark sætter nye standarder for pallestabilitet og oppetid på pakkelinjer.

Løsningerne afsættes til en række industrier, herunder føde- og drikkevarer, møbler og papir. Bag sig har virksomheden 500 installerede systemer, der indgår i fuldautomatiske palleteringsanlæg på det europæiske marked.

- Vi har en meget ambitiøs målsætning om at fordoble omsætningen. Det skal ske gennem en dyb forståelse af industriens palleteringsprocesser. Derfor ansætter vi Peter Loff, fordi han har en alsidig baggrund, der gør ham i stand til forstå kundernes proces-flow og dermed kunne designe den optimale løsning, siger Rudi Pedersen, administrerende direktør i Palcut A/S.

Peter Loff har en alsidig erfaring og kommer fra Bang & Olufsen A/S, hvor han gennem 21 år har arbejdet med produktpålidelighed, procesforbedringer og emballageudvikling, herunder test af transportpåvirkninger af emballage og produkter. Peter Loff er oprindeligt uddannet elektriker, efterfulgt af en uddannelse til maskiningeniør på Haslev Teknikum.

-hawin

1/12 2017