Vitaminer i nye, bæredygtige genbrugsbøtter

Vitaminer i nye, bæredygtige genbrugsbøtter

Danmarks største producent af vitaminer og mineraler, Livol skifter glassene ud med emballager i 100 procent genbrugsplast. Det skal nedbringe CO2 udledningen på emballageproduktionen med 35 procent, og er et led i Orkla-koncernens overordnede relancering af sine brands

Af Lisbeth Petersen
På sin hjemmeside fortæller Ishøj-virksomheden, at det er langt størstedelen af Livol-produkterne, som fremover vil sælges i genbrugsplastbøtter og med etiketter, som også er fremstillet af plast fra genanvendelige restprodukter fra husholdning og industri.

- På grund af coronarelaterede leveringsproblemer er lågene i første omgang i konventionel plastik, men i løbet af 2021 vil også lågene på de firkantede bøtter være produceret af plast fra fornybare ressourcer.
At bøtterne er lavet af genbrugsplast betyder, at i stedet for at bruge nyt plastik, er de er lavet af genanvendt plastik. Materialet er desuden genanvendeligt! Derfor kan emballagen, når den sorteres korrekt, blive til nyt materiale og genbruges igen og igen, skriver Livol.

Virksomheden har siden 1959 produceret vitaminer og kosttilskud, og er i dag en del af Orklakoncernen. Allerede i efteråret skiftede varmærkerne Pikasol og Futura til den mere miljøvenlige emballage, og resten af i år kommer flere til.

Ialt udskifter Orkla  240 produkter fordelt på 20 brands i 8 lande - alle sammen pakket på nordens største kosttilskudsfabrik i Ishøj.

19/4 2021