Skarp jury udpeger kandidater til Plastprisen

Skarp jury udpeger kandidater til Plastprisen

Som noget nyt er det i år en ekstern jury, der skal udpege de fem nominerede kandidater til Plastindustriens årlige pris, Plastprisen. Sidste frist for indstilling er på onsdag den 31. marts

Formålet med Plastprisen er at hædre de innovative virksomheder, personer og produkter, som har afgørende betydning for plastbranchens fremtid.

Prisen blev indstiftet i 1987, og valget af en ekstern jury, er en del af en moderniseringsproces, som Plastprisen har været igennem de seneste par år.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, forklarer:

– Det er enormt vigtigt, at vi som branche hele tiden bliver bedre og bedre til at fremhæve de gode historier. Derfor har vi løbende fornyet Plastprisen, så der er mere åbenhed og et øget kommunikationspotentiale. En ekstern jury er et naturligt skridt på vejen, så vi også får omverdenens syn på plastbranchen repræsenteret.

En bredt sammensat jury
Dette års jury består af tre personer fra hhv. det politiske, det akademiske og det journalistiske felt.
Pernille Weiss (K), Medlem af Europa-Parlamentet
Simon Freiesleben, Redaktør for WasteTech
Hans Nørgaard Hansen, Head of Department Mechanical Engineering DTU

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, bliver tilknyttet som koordinator for juryarbejdet, og han er begejstret for sammensætningen:

– Vi er utroligt glade for, at Pernille, Simon og Hans har takket ja til at deltage i juryen, hvor de får ansvar for at udvælge fem nominerede blandt de mange indstillinger. De kommer fra hver deres relevante baggrund, og jeg glæder mig meget til høre deres syn på de potentielle vindere.

De fem nominerede bliver præsenteret medio april, hvorefter Plastindustriens medlemmer får mulighed for at stemme på de forskellige nominerede. Det sker efter konceptet om, at hver medlemsvirksomhed får én stemme. Juryen afgiver også stemmer på de nominerede.

Vinderen kåres til Plastdagen 2021 den 20. maj, som kan følges enten fysisk i Industriens Hus eller virtuelt.

Læs mere om indstillingsproceduren

-lipe

25/3 2021