Nye striber er lettere i låget

Nye striber er lettere i låget

Matas er nået til Helseprodukterne i re-designet af sit kendte brand, Striberne. Her indeholder dåselågene nu 40 procent mindre plastik end tidligere

Af Lisbeth Petersen

Matas har længe været i gang med udskiftningen af emballagen på alle 'Stribe-produkterne', og nu er turen kommet til kosttilskuddene, som har fået dåser med det nye 'nordiske' design, fortæller butikskæden i sit nyhedsbrev til Club Matasmedlemmer

Størstedelen af stribefarverne, som er med til at hjælpe kunderne med, hurtigt at finde sine favoritprodukter, er bibeholdt i det nye design. Desuden har underserierne fået farvede bånd, som gør det endnu lettere at adskille dem fra hinanden.

Pernille Tørnes, som står bag udviklingen af HelseStriberne fortæller, at hun har haft et skarpt øje på at nedbringe forbruget af plastik i emballagen.

- Vi har gennemgået hvert eneste produkt og talt tabletterne op i dåserne for at vurdere, om emballagen og indholdet passer sammen. Vi har desuden arbejdet med en leverandør, der er 'med på beatet' i forhold til bæredygtighed, og som har udviklet et light låg der indeholder 40% mindre plastik end et konventionelt låg, fortæller hun.

Pernille Tørnes tilføjer, at den samme leverandør arbejder nu benhårdt på også at spare plastik i produktionen af selve dåserne, men at der på nuværende tidspunkt er en række generelle krav, som forhindrer det.

15/2 2021