Netto indfører pant på plastikposer

Netto indfører pant på plastikposer

Plastsamarbejde mellem Netto, WWF Verdensnaturfonden og Dansk Supermarked Group skal sikre, at plastik fra butikkerne ikke ender i naturen som affald

Plastik skal væk fra naturen, og det skal være slut med unødig plastik. Derfor går Danmarks største detailhandelsvirksomhed sammen med miljøorganisationen WWF Verdensnaturfonden for at finde nye løsninger på verdens plastikproblemer herhjemme og i udlandet. Sammen vil parterne søsætte en række initiativer, der bl.a. skal fjerne unødvendig plastik i koncernens egne produkter og emballage, sikre at mest mulig plastik genanvendes, ligesom parterne vil introducere nye og mere bæredygtige plastikprodukter. Endelig vil Dansk Supermarked Group og WWF Verdensnaturfonden indsamle plastik, der allerede er endt i naturen, så verdens dyreliv kan få et tiltrængt pusterum.

Pant på plastikposer er første skridt i partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og Dansk Supermarked Group, der driver dagligvarekæderne, føtex, Bilka og Netto. Målsætningen er at nedbringe plastforurening og understøtte en udvikling, hvor al plastik bliver genbrugt eller genanvendt.

- Plastemballage spiller en vigtig rolle for holdbarhed på fødevarer og i forhold til at begrænse madspild. Men plasten skal håndteres rigtigt og må ikke ende i naturen. Sammen med WWF vil vi udfase al engangsplastik i vores varer, genanvende al plast til varetransport og gøre emballagen på vores egne varemærker 100% genanvendelig, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked Group, der med afsæt i partnerskabet med WWF lancerer en lang række tiltag, som understøtter den udvikling.

Første initiativ i langsigtet indsats
Hvert år produceres mere end 300 mio. tons plastik, og en faretruende stor del ender i naturen, hvor det langsomt skader planetens sårbare dyreliv.  Det vil Dansk Supermarked Group og WWF Verdensnaturfonden ændre på.

- Naturen er ved at blive kvalt i plastik. Det skal vi have stoppet. Sammen med Dansk Supermarked Group kan vi nu både fjerne endnu mere plastik fra naturen og samtidig sikre, at danskerne kan købe ind med god samvittighed. Hvis der er plastik i Nettos, føtex’ eller Bilkas egne varer, vil den være bæredygtig og let at genanvende – samtidig vil stort set al unødvendig plastik være væk fra hylderne i fremtiden. I dag er en god dag for naturen og verdens vilde dyreliv, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Som den første danske dagligvarekæde indfører Netto pant på plastikposer. Det skal modvirke det voksende problem med plastikaffald i naturen og sikre, at poser ikke bare bruges én gang og smides væk. Panten skal sikre øget genbrug og bedre genanvendelse, når poserne bliver afleveret i Netto-butikkerne i stedet for at ende som eksempelvis skraldeposer, som mange indkøbsposer gør i dag.

– Når plastik bliver anvendt og genbrugt korrekt i detailbranchen, er det et godt produkt, men plasten bliver et problem, hvis den ender som affald og mikroplast til skade for miljøet og dyrelivet. Det er vores klare og langsigtede mål, at intet af den plast, der anvendes i Netto, ender i naturen, siger Michael Løve, der er administrerende direktør i Netto International.

Overskuddet fra pantordningen går til WWF Verdensnaturfondens store arbejde med at fjerne plastik fra naturen og begrænse plastforurening i Danmark og ude i verden.

Panten indføres i første omgang i samtlige Netto-butikker på Fyn fra 16. april, hvor alle specielt designede poser forsynes med pant. Muligt overskud fra pantordningen tilfalder WWF Verdensnaturfondens arbejde for at begrænse plastikspild på verdensplan. Hvis initiativet fungerer, forventes pantordningen udbredt til samtlige Nettos næsten 500 butikker i Danmark samt i udlandet, hvor Netto driver flere end 800 butikker fordelt over Sverige, Polen og Tyskland. De første erfaringer med pantordningen, som Netto dækker udgifterne til, skal hjælpe til at finde konkrete løsninger på verdens store udfordringer med plastikforurening.

En ny undersøgelse fra Miljøministeriet viser, at de traditionelle plastikposer lige nu klarer sig bedre end f.eks. poser af papir eller biobaseret plast, når man ser på deres fulde påvirkning af miljøet fra produktion til endt forbrug. Nettos nye pantordning er mest bæredygtig, hvis kunderne genbruger posen flere gange inden den genanvendes, i stedet for bare at blive brændt af.

-lipe

22/3 2018
  • BrochurerDOWNLOAD
  • Olitec

    Olitec

    Plastemballage til alle formål - og til hele Europa.
  • Schur

    Schur

    Det kan mærkes overalt
  • Grakom

    Grakom

    Brancheforeningen for Kommunikation, Design & Medieproduktion
  • Kongskilde

    Kongskilde

    Håndtering af procesaffald
  • Nova-Pack

    Nova-Pack

    Komplette emballageløsninger
  • Agfa Graphics

    Agfa Graphics

    Inkjet Løsninger
  • Antalis

    Antalis

    Industriemballage, maskiner og løsninger til produktion, transport og opbevaring
  • RajaPack

    RajaPack

    5.500 emballageprodukter – Leveret indenfor 48/72 timer.