Sikker print med eco solvent inkjetteknologiBusiness Development Director Pavel Kuzmenko og Product Develop Specialist Jens Hjorth begge fra Roland DG’s danske afdeling her med SF 200 printeren.

Sikker print med eco solvent inkjetteknologi

Roland DG har udviklet en ny printer, hvis print er sikkert til brug på blandt andet legetøj. Dermed opfylder printeren et behov i markedet for at kunne lave små serier af unikke, kundetilpassede printløsninger på eksempelvis tandbørster, parfumeemballage, legetøj og ting, hvor print og printteknologien skal leve op til meget høje krav

Af Hans Windeløv

Roland DG’s nye digitale eco solvente flatbed inkjetprinter SF-200 er klar til markedet. Det er den danske afdeling i Allerød, som står bag udviklingen af maskinen.

En speciel udviklet solvent blæk gør det sammen med præcis styring af blækdosering og varme muligt at opnå printresultater af meget høj kvalitet på mange forskellige substrater såsom ABS, PVC, TPU, PET, PP, PPMA, træ og mange andre.

I typebetegnelsen står ’S’ for Solvent og Safety, og ’F’ for Flatbed. Og netop ’Safety’ er et nøgleord for den nye printer. Selve blækken, Inku SF, som bliver brugt i printeren, er udviklet, så den lever op til EN 71-3 standarden og dermed er sikker at bruge i forbindelse med print på legetøj. Dermed åbner der sig også et væld af andre anvendelsesmuligheder med printeren.

Høje krav til blæk

- Der bliver stillet meget høje krav til print og blæk, når det handler om produkter, som er beregnet til børn. Blandt andet legetøj. Vores blæk og printteknik sørger for, at der ikke sker nogen som helst afsmitning af printet. Hverken når man putter legetøj i munden eller forsøger at skrabe printet af med tænderne eller ved en hårdhændet behandling.

- Dermed kan man printe på både sutter, tandbørster, legetøj, madkasser, drikkeflasker, brillestel, autoinjektorer, beholdere til kosmetik, elektronik og mange andre produkter uden at risikere, at printet migrerer eller bliver overført til børn og andre personer. Der er med andre ord tale om en meget høj sikkerhed i forbindelse med printet, siger Business Development Director i Rolands danske afdeling, Pavel Kuzmenko. 

Omfattende test

I forbindelse med udviklingen af printeren har Roland DG testet den i samarbejde med nogle af sine kunder. Selv om blækken lever op til EN 71-3 standarden for print på legetøj, er certifikationen af selve produkterne med printet på producenternes eget ansvar. Og her fortæller Product Develop Specialist hos Roland DG, Jens Hjorth, at meldingerne og feedback’en fra testforløbene hos kunderne har været utroligt positive.

- Det er ret omfattende test, man foretager. Eksempelvis med hensyn til afsmitning fra et produkt til et andet. Blandt andet presser man produkter med print på mod andre produkter under højt tryk i flere uger. Her må der ikke ske nogen som helt afsmitning. Både test som denne og alle de andre, som kunderne har foretaget, lever vores printløsning op til, forklarer Jens Hjorth.

Præcis styring af processer

Det er ham, som har lavet det indledende arbejde i udviklingen af printeren.

- I et langt forløb handlede det i indledningsfasen om at udvikle et meget præcist styresystem. Den eco solvente blæk, vi overfører, trænger jo ind i substratet, og her handler det om at få det til at hærde umiddelbart efter påførslen. Det gør man ved at varme substratet op både før, under og efter overførslen af blæk.

- Samtidig er det meget tynde lag blæk, vi overfører ad flere omgange, så vi dermed får et klart, meget skarpt og tydeligt print. Det er selve udviklingen af styringen af disse processer, og altså udviklingen af en firmware, som kontrollerer styringen, som er nybruddet i anvendelsen af den eco-solvente inkjetteknologi, siger Jens Hjorth.      

I serieproduktion i japan

Hos Roland DG i Allerød er begejstringen for den nye printer da også stor. Det er nemlig første gang et af Rolands datterselskaber uden for Japan har udviklet en løsning, som er blevet testet, godkendt og videreudviklet i Japan, og altså efterfølgende sat i serieproduktion på fabrikken i Japan.

- Digital inkjet-teknologi giver mulighed for at lave opgaver i små oplag og gør det samtidigt muligt at personalisere printet og dermed produkterne. Med SF-200 tilbyder vi en løsning, så man kan lave individuelle print af hvert enkelt produkt i printprocessen. Eksempelvis hvis man printer tandbørster eller sutter og skal printe forskellige navne på. Her tager datastyringen højde for ændringerne af printet fra produkt til produkt.

- Samtidig åbner løsningen dørene til et nyt marked, hvor Roland DG ikke tidligere har været til stede med printløsninger. Med en printteknologi, som lever op til EN 71-3 standarden for print på legetøj, bliver det nemlig sikkert at printe på både legetøj, kosmetikemballage, køkkenredskaber og andre ting, som er omfattet af høje krav.

- Mulighederne for at løse sådanne opgaver er efterspurgt i mange kundesegmenter, og vores printer kan supplere og udvide produktsortimentet hos både trykkerier og brandownerne selv. Det giver en masse nye muligheder, øger opgavemængderne og skaber værdi for alle led i kæden, siger Jens Hjorth.

Klar til InPrint messen og hi Tech & Industry

På verdensplan opererer Roland DG med et netværk af forhandlere. Kontoret i Danmark er hovedkontor for Nord- og Østeuropa og Baltikum samt Rusland og CIS landene. Pavel Kuzmenko fortæller, at der er store forventninger til printeren, som blev lanceret globalt i slutningen af juni måned. Roland DG udstiller den som en af sine nyheder på InPrint 2019 i München i november, ligesom man har den med til Herning i begyndelsen af oktober på Hi Tech & Industry.

- Vi er spændte på modtagelsen, når vi kommer ud på messerne. De test, vi har lavet, er blevet positivt modtaget hos de samarbejdspartnere, som har udført dem, og derudover har vi efter lanceringen oplevet stor interesse for printeren. Vi er sikre på, at det bliver lidt af et tilløbsstykke både på InPrint og på HI Tech & Industry, siger Pavel Kuzmenko.

    

 

 

23/9 2019