Nordjysk væksteventyr efter tysk opkøb

Nordjysk væksteventyr efter tysk opkøb

Ordre fra en af verdens største FMCG-producenter understreger de gode takter hos leverandøren af logistikløsninger, Riantics

Befolkningstallet stiger i hele verden, og det samme gør forbruget og flowet af fødevarer - og produkter - generelt. Det stiller store krav til logistikken, og her kommer de automatiserede logistik- og lagerløsninger ind i billedet.

I Nordjylland ligger en af verdens førende aktører inden for feltet. En lille spiller, der har indtaget verdensmarkedet med store ambitioner, patenterede løsninger og nordjysk vedholdenhed. Det har man bemærket i branchen, og Riantics blev i sommeren 2016 opkøbt af tyske Körber AG.

Massive investeringer i virksomheden har resulteret i et turn around med lyse fremtidsudsigter. Virksomheden ligger i nordjyske Arden, men perspektiverne er internationale, og vækstmålet hedder svimlende 86% for 2018.

Riantics har netop lukket en ordre i USA på et betragteligt, tocifret millionbeløb med verdens tredjestørste producent af de såkaldte Fast Moving Consumer Goods.

Kunden har fra første færd været tiltrukket af de innovative og kundetilpassede løsninger, Riantics tilbyder. Via to mindre projekter til samme kunde, som allerede er under installation i England og Frankrig, har Riantics kvalificeret sig til den nye, vigtige ordre.

For Riantics er ordren skelsættende, da den er startskuddet til kundens planer om at investere i Riantics’ automatiseringsløsninger i USA fremover. Her beløber potentialet for samarbejdet sig til et trecifret millionbeløb.

Fra første møde med kunden og frem til kontrakten har intet været overladt til tilfældighederne. Area Sales Manager Klaus Waenerlund Kristensen fortæller om processen:

Area Sales Manager Klaus Waenerlund Kristensen.

- Vi har i 18 måneder arbejdet meget fokuseret og i tæt samarbejde med kunden for at få denne ordre i hus. Behovet hos kunden har udviklet sig undervejs, efterhånden som vi fik afdækket flere muligheder for optimering. Der er tale om en stand-alone løsning koncentreret omkring Riantics’ Layer Picker, indeholdende palletransportsystemer og fuldautomatiske pallekraner til indlagring af produktpaller.

- Løsningen optimerer flowet og produktiviteten hos kunden betragteligt og er skaleret til vokseværk i en branche i stor fremdrift. En af de største udfordringer hos kunden er, som hos mange lignende virksomheder, at skaffe kvalificerede medarbejdere til lagerarbejdet - men også en begrænsning i de fysiske rammer har definitivt skabt behovet for en automatiseret løsning.

Ordren fra den amerikanske gigant er en vigtig milepæl for Riantics, og den viser i høj grad værdien og styrken i det tyske ejerskab. CEO Hans-Henrik Jensen uddyber:

CEO Hans-Henrik Jensen.

- Vi har hele tiden været markedsledende inden for layer picking med vores patenterede system. Men parløbet med Körber Logistics Systems og organisationens mange datterselskaber og videns hubs, er benzinen i den motor, der driver Riantics frem i førerfeltet nu.

- Den seneste ordre fra USA er et godt eksempel på en kunde, der ikke kun kigger på den løsning, de køber, men også har øje for vores bagland og de muligheder, vi kan tilbyde på sigt. Med Körber-organisationen køber man sig også en sikkerhed for ”state-of-the-art” løsninger og den nyeste digitale know-how; alt det der er indbegrebet af Industri 4.0.

Næste skridt på vejen for Riantics er etablering af en afdeling i Pittsburgh i delstaten Pennsylvania, USA, i september, og der er fortsat store vækstambitioner i den hjemlige afdeling, hvor en massiv rekrutteringsindsats allerede er iværksat.

-hawin

29/6 2018
  • BrochurerDOWNLOAD
  • Grakom

    Grakom

    Brancheforeningen for Kommunikation, Design & Medieproduktion
  • Kongskilde

    Kongskilde

    Håndtering af procesaffald
  • Primoreels

    Primoreels

    Fremtidens emballage løsninger.
  • Flexopack

    Flexopack

    BVM Pakkemaskiner
  • Olitec

    Olitec

    Plastemballage til alle formål - og til hele Europa.
  • Grathwol

    Grathwol

    Din emballagepartner
  • Lim Tech

    Lim Tech

    Samler brikkerne
  • Bong

    Bong

    Læs mere om vores konvolut- og Propac emballagesortiment