De skæve eksistenser reddet af landsdækkende samarbejde

De skæve eksistenser reddet af landsdækkende samarbejde

Små, frasorterede, skæve og ukurante 2. sorterings økologiske snackgulerødder. Tidligere kunne de ikke sælges i butikkerne. Men nu indtager de de danske butikker i et nyt samarbejde mellem Danmarks største rodfrugtsproducent DanRoots A/S, forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad og discountkæden REMA 1000

Fra sidst i oktober vil man i alle REMA 1000 butikker over hele landet kunne få danske økologiske minigulerødder fra DanRoots A/S i en pose med det velkendte Stop Spild Af Mad logo.

Gulerødderne har 1. klasses kvalitet og smag, men er frasorteret pga. deres størrelse og udseende. Derfor sælges de nu som 2. klasses minigulerødder. Salget af de skæve gulerødder vil også støtte foreningen Stop Spild Af Mad's arbejde i kampen mod madspild.

Initiativtager til projektet er Lone Kondrup Jensen, Projektchef i DanRoots A/S, som inden sommerferien i år kontaktede foreningen Stop Spild Af Mad. Ideen har resulteret i et landsdækkende samarbejde, som vil være med til at redde tonsvis af frasorterede og skæve økologiske gulerødder.

-De skæve gulerødder smager lige så godt som de pæne og lige. Men vi oplever desværre, at de fleste kunder vil have de 'perfekte' lige gulerødder. Vi håber derfor at være med til at rykke forbrugernes krav til grøntsagernes udseende, siger Lone Kondrup Jensen.

Slut med nedgradering på grund af udseende
-Gulerødder er blandt de mest solgte grøntsager i Danmark. På lang sigt kan det være startskuddet til, at der skabes større interesse for de frasorterede rodfrugter. Naturen producerer jo ikke udelukkende perfekte og lige gulerødder, og det er måske på tide, at de naturlige og skæve gulerødder får en plads i vores hjerter, siger hun.

Lone Kondrup Jensen fortsætter:

- Vores økologiske minigulerødder sorteres fra, fordi de ikke passer ind i de ønskede krav til en 1 kilo pose. Det er med andre ord en 1. klasses vare med 1. klasses smag og kvalitet, der desværre 'nedgraderes' til en 2. klasses vare kun pga. udseende. Og det er synd. De små skæve økologiske minigulerødder kan jo snildt bruges i dagligdagen som snack eller i madlavningen. Og når man alligevel snitter dem og bruger dem i mad, er det er lige meget om gulerødderne har været skæve. Der er jo brugt mange ressourcer på at fremstille en gulerod: høst, vask, sortering og transport, inden den ryger ud pga. sin udseende. Jeg håber derfor, at vi med tiden kan udvide samarbejdet med bevægelsen Stop Spild Af Mad, så vi kan redde flere ukurante frasorterede rodfrugter, siger Lone Kondrup Jensen.

Grimme gulerødder har også brug for kærlighed
Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad er gået forrest i kampen mod madspild de seneste 12 år. Stifter og Bestyrelsesformand og Årets Europæer 2020, Selina Juul, glæder sig til samarbejdet:

-Grimme gulerødder har brug for mere kærlighed fra forbrugere. Vi glæder os til samarbejdet, som både vil støtte kampen mod madspild og vores arbejde - og vi håber også på at vores nye erhvervspartnerskab med DanRoots A/S vil være med til at redde ton svis af frasorterede gulerødder og dermed få forbrugernes øjne op for, at de frasorterede rodfrugter smager ligeså godt som de perfekte, siger hun.

-lipe

26/10 2020