Arla indvier topmoderne produktionsanlæg i Bahrain

Arla indvier topmoderne produktionsanlæg i Bahrain

Bahrain bliver Arlas vigtigste strategiske produktionscentrum for ost i Mellemøsten og Nordafrika. Det nye anlæg gør det muligt at udvide Arlas produktion af brandede oste og skaber over 100 nye lokale arbejdspladser

Arla Foods har i dag torsdag indviet et topmoderne osteproduktionsanlæg i Kongeriget Bahrain for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter mejeriprodukter i Mellemøsten og Nordafrika (MENA).

Arla forventer at investere EUR 50 millioner i anlægget i de næste to til tre år for at øge kapaciteten, da det bliver dets vigtigste strategiske produktionscentrum i MENA. Udvidelsen betyder at der vil blive skabt over 100 nye arbejdspladser i forbindelse med mejeriet. Åbningen sker efter Arlas overtagelse af Mondeléz Internationals smelteostforretning i regionen i maj 2019, som også gav Arla det fulde ejerskab af produktionsanlægget.

Indvielsesceremonien blev afholdt under tilstedeværelse af Hans Højhed Shaikh Isa bin Salman Bin Hamad Al Khalifa, Hans Excellence Zayed R. Al Zayani, minister for industri, handel og turisme, Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh, Executive Vice President of International Tim Ørting Jørgensen, Executive Vice President of Supply Chain Sami Naffakh og medarbejderne.

Hovedparten af de Arla-produkter, der sælges i regionen, vil nu blive produceret lokalt på anlægget i Manama, hvilket vil gøre det muligt for selskabet at udvide produktionen af brandede oste yderligere og forbedre den samlede effektivitet i forsyningskæden. I 2025 forventer Arla at have øget den årlige produktion i Bahrain til mere end 100.000 tons under brandene Puck, Arla, Dano, Kraft og private label-brands, samtidig med at der skabes nye jobs.

Arla Foods S.P.C producerer i dag ca. 16.000 tons om året og omfatter et onsite innovationspilotanlæg. Anlægget, som er opført i 2008, har vundet flere priser for sin produktion i kerneost-kategorierne. Ved at flytte produktionen af smelteost og steriliseret fløde til dette produktionsanlæg forventer Arla desuden at forbedre produkternes holdbarhed med op til seks uger, da transport- og håndteringstiden til kunderne i MENA reduceres markant. De produktkategorier, der bliver produceret på stedet, vil primært blive solgt i Mellemøsten samt USA, Vestafrika og Sydøstasien.

Hans Højhed Hr. Zayed Rashid Alzayani, minister for Industri, Handel og Turisme siger:
- Vi er meget glade for at byde Arla velkommen som en del af Bahrains produktionssektor. Som et vigtigt medlem af 'Team Bahrain' skal ministeriet for Industri, Handel og Turisme fortsætte med at spille en rolle i at tiltrække udenlandske virksomheder og fremme deres vækst i overensstemmelse med vores økonomiske diversificerings- og ekspansionsplaner.

Hr. Khalid Humaidan, Chief Executive ved Bahrain Economic Development Board siger om indvielsen:
- Arla er den seneste i en lang række internationale produktionsvirksomheder, der gør Bahrain til centrum for deres regionale operationer. Dagens indvielse af Arlas største anlæg udenfor Europa er vidnesbyrd om Bahrains position som en førende destination for produktionsvirksomheder, der ønsker at få adgang til regionens 1.5 billioner dollars marked. Kongeriget tilbyder investorer en række konkurrencefordele, herunder tilgængeligheden af en højtuddannet lokal arbejdsstyrke og meget konkurrencedygtige driftsomkostninger.

- Arla er en fantastisk tilføjelse til vores produktionssektor, som er en af søjlerne i Kongerigets økonomi, hvor produktion nu står for over 14% af Bahrains BNP, den næststørste uden for oliesektoren. Arlas investering vil skabe en række nye arbejdspladser på det lokale marked og vil spille en nøglerolle i at støtte vores diversificeringsindsats i tråd med Bahrains Economic Vision 2030.

Salget fordoblet på ni år
I sin tale ved indvielsen sagde Arla Foods administrerende direktør Peder Tuborgh:
- Mellemøsten og Nordafrika er et prioriteret marked for os, og indvielsen af dette produktionsanlæg i Kongeriget Bahrain konsoliderer vores indsats i regionen. Vores beslutning om at gøre Bahrain til vores vigtigste produktionscentrum i MENA-regionen viser, at vi har tillid til Kongerigets hastigt voksende produktionssektor, og at vi er på linje med landets Vision 2030-planer om økonomisk diversificering.

-Mejeriprodukter er en integreret del af en sund kost, og med dette anlæg kan vi øge produktionen og øge vores innovationshastighed markant for at imødekomme den stigende efterspørgsel fra forbrugerne. Vi er overbeviste om, at Bahrain vil være medvirkende til, at Arlas vækstplaner bliver en succes, og vi er taknemmelige over for vores lokale partnere og regeringen, hvis store støtte og engagement har muliggjort indvielsen i dag.

Siden 2010 har Arla mere end fordoblet sit salg i hele MENA-regionen, som er selskabets største kommercielle område uden for Europa, gennem stærke positioner på markedet for ost under brandet Puck, smør under brandet Lurpak samt mælkepulver og UHT-mælk under de to brands Dano og Arla.

I 2018 havde Arla en omsætning fra detailhandel og foodservice i MENA-regionen på EUR 560 millioner.

-lipe

 

 

24/10 2019