Waste Plastic Upcycling har tappet den første olie

Waste Plastic Upcycling har tappet den første olie

Den danske virksomhed, der med pyrolyse omdanner plastikaffald til olie, har med succes gennemført en fuld produktionscyklus og sætter i den kommende tid gang i alle sine produktionslinjer. Når produktionen når fuld styrke kan anlægget behandle 42.000 ton plastikaffald om året, og interessen for det er stor- også i udlandet

Det er lidt over et år siden, at Waste Plastic Upcycling (WPU) tog spadestikket til sin første fabrik i Odsherred Kommune, og siden er det gået hurtigt. Nu har virksomheden officielt sat gang i produktionen og dermed passeret endnu en afgørende milepæl.

I forrige uge modtog WPU de sidste myndighedsgodkendelser, og dagens produktion var derfor den første på nøjagtig de vilkår, som den fremtidige produktion skal køres på.

Dermed er WPU klar til at køre med et fuldt kommercialiseret og gennemtestet system, der med pyrolyse kan upcycle plastikaffald til ny olie. Produktionen er stort set selvforsynende med energi, da gas fra processen føres tilbage og bruges til at drive pyrolyseprocessen.

Hamrende stolte
Administrerende direktør Niels Bagge var sammen med en lille gruppe medarbejdere til stede i produktionshallen, da den første olie blev tappet.

-Det var et stort øjeblik, og vi er hamrende stolte af, at det på så kort tid er lykkedes os at gå fra at sætte spaden i et bart stykke jord til at have et anlæg, hvor vi nu kan begynde at sætte fart på produktionen. Vi vidste fra vores omfattende forarbejde, at det fungerede, men det er en drøm, at vi nu også kan åbne hanerne her i Fårevejle, siger han.

Når produktionen kører på fuld styrke, har WPU's fabrik i Fårevejle med seks separate produktionslinjer mulighed for at behandle 42.000 ton plastikaffald årligt. Det er den største kapacitet i Europa.

Når de danske anlæg kører på fuld styrke, vil de ifølge beregninger skabe en CO2-reduktion på 68.000 ton sammenlignet med afbrænding af den samme mængde plastikaffald.

Ambitiøs, men realistisk tidsplan
Den første produktion i dag blev kørt på én af de seks linjer, og nu følger så en periode, hvor resten af anlægget løbende bliver taget i brug. Det er forventet, at samtlige produktionslinjer på anlægget producerer i begyndelsen af 4. kvartal i år.

Indtil videre overholder WPU sin egen tidsplan, og den succesfulde opførelse af fabrikken i Fårevejle understreger, at det fortsat vil kunne lade sig gøre, siger bestyrelsesformand Niels Stielund.

-Vi har vist, at vi har en model og en teknologi, der fungerer, og at vores tidsplan nok er ambitiøs, men bestemt ikke urealistisk. Nu ved vi nøjagtig, hvad der skal til for at bygge både fabrikker og produktionslinjer, og derfor kan vi også bygge anlæggene i Nakskov og Esbjerg på samme tid og inden for de økonomiske rammer, vi allerede kender.

I 4. kvartal af 2023 begynder byggeriet i Nakskov, og et år senere sker det samme i Esbjerg. Begge skal ifølge planen opføres, så der går 12 måneder fra første spadestik, til produktionen er i gang.

 Direktør Niels Bagge (tv) og bestyrelsesformand Niels Stielund (th) med en af produktionsmedarbejderne i midten

Stor interesse fra udlandet
WPU's ambitioner rækker langt ud over Danmarks grænser, og i marts blev Lotte Rosenberg hentet ind i ledelsen med fokus på at udvide de internationale forretningsmuligheder.

-At WPU på 12 måneder er lykkedes med at få produktionen op at køre, viser den skalerbarhed, der ligger i virksomhedens batch-teknologi og understreger, at vi ligger forrest i feltet, når det kommer til lave anlægsomkostninger, stor kapacitet og hurtig udvidelse – og det er selvfølgelig alt sammen noget, der gør, at rigtig mange kigger vores vej", siger Lotte Rosenberg, der har stor erfaring med den type opgaver fra sin tid i bl.a. Ørsted og Nature Energy.

Der er allerede interesse fra aktører i flere lande, og WPU's strategiske samarbejdspartner Vitol, der agerer på markedet for global energihandel, har forpligtet sig til at aftage produktionen fra WPU's første fem fabrikker, hvoraf to kommer til at ligge i andre europæiske lande.

-lipe

19/4 2023