Der er tryk på digitaliseringen i bølgepapbranchenFEFCO præsident, Fady Gemayel, byder velkommen.

Der er tryk på digitaliseringen i bølgepapbranchen

FEFCO – den europæiske bølgepaporganisation holder teknisk seminar hvert andet år. Årets seminar blev afholdt 20. til 22. oktober på dansk grund i Bella Centeret i København, hvor bæredygtighed og digitalisering var blandt nøgleordene

Af Mogens Lindström

FEFCO havde formået at samle over 700 delegerede til seminaret i København.

Bemærkelsesværdigt var det, at den Skandinaviske bølgepapbranche kun var til stede med en dansk og en finsk repræsentant for DS Smith foruden to repræsentanter for den uafhængige norske bølgepapvirksomhed, Glomma Pap.

De store grupper foruden DS Smith var Smurfit Kappa og VPK, som var rigt repræsenteret fra sine udenlandske fabrikker.

Med udtalt glæde over at man i branchen atter kunne møde hinanden ansigt til ansigt, bød FEFCO-præsident, Fady Gemayel, velkommen til forsamlingen.

Udstilling

Temaet for årets seminar var intelligent produktion og digitalisering af bølgepapindustrien. Fady Gemayel kom ind på, at netop Covid-19 pandemien har resulteret i en stærkt forøget internethandel, hvilket har smittet af på bølgepapindustrien, som leverer emballage til den stærkt voksende handel.

Bølgepapbranchen har da også klaret sig godt gennem pandemien på grund af det øgede behov for emballage, samtidig med at konkurrencen med plastik har haft stor effekt. Mange af de 115 udstillere havde også benyttet pandemien og nedlukningen til at udvikle nye produkter.

Ingen unødvendig snak
En af de helt store fordele ved FEFCO’s tekniske seminar er de såkaldte Spotlight præsentationer. Hver taler har syv minutter til rådighed til sit indlæg.

Det betyder, at man i løbet af de to en halv dag, seminaret varer, får indblik i 62 præsentationer, som er renset for unødvendig snak og fokuserer på at præsentere det væsentlige ved nyhederne og produkterne.

Eukaliners præsentation.

Blandt indlægsholderne er det værd at hæfte sig ved nogle af de producenter, der har været innovative og nytænkende. Blandt andet Brasilianske Eukaliner, som fremstiller sin kraftliner af fibre fra Eukalyptus træer. Eukalyptustræer vokser meget hurtigt og når i løbet af få år en højde på over 20 meter.

Det viser sig også, at netop disse fibre danner grundlag for et produkt, som er velegnet til flexo trykning og har stor styrke, hvilket er vigtigt, da emballage af bølgepap er en transportemballage.

Individuel produktemballering

En anden spændende nyhed kom fra den hollandske virksomhed Universal, som lancerer en maskine, de kalder Fanfold-Unifold. Ideen med den er at forsimple emballagen.

Netop væksten i internethandel har ført til, at mange får tilsendt produkter, som dels er emballeret og endvidere bliver pakket i en bølgepapkarton, som ofte er meget større end selve produktet.

Hertil bruger man en del plastik eller papir som fyld i bølgepapkassen.  Universals maskine producerer automatisk en bølgepapkasse, der netop dækker det emballerede produkts størrelse.

Maskinen er fuldautomatisk og varierer derfor emballagens størrelse efter de produkter, den skal emballere. Det ene øjeblik er der tale om en lille bølgepapkasse, det næste en større kasse. Ifølge Universal reducerer maskinen bølgepapmaterialet med 60 % og sparer desuden en del ’manpower’ ved denne emballeringsform.

Universal, som er en mindre virksomhed, har slået sig sammen med det store BHS, som bl.a. producerer bølgepapmaskiner.

Der blev også præsenteret en del maskiner til digital trykning af bølgepapkasser. Nogle af dem anvender UV-farver, en del andre anvender vandbaseret inkjet farver.

Seminarets hovedsponser, Domino, præsenterede deres X630i digitale bølgepap trykpresse. Pressen er egentlig udviklet af amerikanske Sun Automation Group.

Domino digital trykpresse

Sun har lavet al hardwaren, men den digitale enhed er leveret af Domino, som også står for salg og marketing. Pressen er en rigtig ‘boxmaker’ maskine.

Fokus er lagt på netop produktion af bølgepapemballage og ikke, som man ser hos mange andre digitale trykpresser, på displaytrykning. Netop Domino maskinen er profitabel ved små og mellemstore serier.

Bølgepap for fuld musik
Når man nævner trykpresser, viste der sig også en anden interessant nyhed. Den over 100 år gamle tyske virksomhed, König & Bauer, som er kendt for sine avis og ark offsetpresser, er gået ind med fuld musik i bølgepapbranchen og har allerede solgt nogle af deres maskiner.

De har et alsidigt maskinprogram. På det digitale trykområde er man gået sammen med det schweiziske foretagende Dürst, som leverer UV-digital trykenheden.

På flexo siden har man konstrueret en 6-farvet flexo maskine med roterende stans. König & Bauer bryster sig af, at man nu leverer trykpresser til hele branchen, fra arktryk til flexoemballagetryk på film og nu også til trykning af bølgepapkasser. Det bliver spændende at følge denne udvikling i de kommende år.

Köning & Bauer Corrjet

Et lille fransk firma, AVCO, demonstrerede ved Vincent Pelliter et simpelt kamera, som kan monteres på ca. to timer på de mest avancerede flexotrykpresser og til en pris på omkring 20.000 EUR. Det er en effektiv og billig kvalitetssikring af produktionen.

Digitaliseringen presser på

Flere danske virksomheder kunne være med i konkurrencen om intelligent bølgepapproduktion, bl.a. BCM Transtech, som demonstrerede deres avancerede løsninger på lagerproblemer med klicheer og stanseværktøjer. Tresu havde sine velkendte kammer-raklesystemer og farvesystemer på programmet.

Flint Group deltog på udstillingen for første gang. Foruden den digitale trykpresse, Xeikon, præsenterede man en ny spændende vandbaseret farve- og lak serie, TerraCode, som er designet til konverternes individuelle behov.

Paul Winstanley og Kari Rassina præsenterer Terracode

Man havde fremstillet et meget flot prospekt, trykt hos Flints global discovery center i Malmø, på den helt nye 8 farvede SOMA Optima 2 med for- og bagside tryk, klichemontering på Flexmont Auron med RFIDkodning, som gør, at maskinen automatisk indstiller tryk og register. Trykhastigheden med den nye vandfarve, TerraCode, var på 500 m/min.

Hele FEFCO-seminaret gav indblik i en masse nye spændende løsninger og gav endvidere deltagerne et indtryk af, hvor branchen bevæger sig hen. Og så gav eventen ikke mindst et fingerpeg om, at digitaliseringen får mere og mere indflydelse på de fremtidige produktionsprocesser.

 

6/12 2021