Palomat på vej ind i USA
Ny forhandler på det amerikanske marked skal sikre fortsat vækst og udvikling af den kendte røde palleteringsautomat fra Mors
PALLETERING Indenfor det sidste halve år har den nordjyske producent af pallemagasiner Palomat oplevet øget efterspørgsel fra nye markeder – og ikke blot fra Europa.
- Vi har startet et samarbejder med tre nye forhandlere i Europa indenfor de sidste seks måneder, fortæller Area Manager hos Palomat, Majbritt Svane. - Det positive er, at den øgede interesse ikke blot ses i Europa, men forespørgslerne kommer også fra for eksempel USA. Der arbejdes derfor på nuværende tidspunkt målrettet med en mulig ny forhandler i USA – et marked, som stiller andre krav til pallemagasinerne.
- Det er vigtigt, at vi er 100 % gearet som virksomhed til det amerikanske marked. Her er det ikke nok, at pallemagasinet er CE-mærket. Der er nogle andre krav, Palomaten skal leve op til. Vi har før solgt til USA, men det har for eksempel været gennem danske virksomheder, som har afdelinger i USA - aldrig gennem en lokal forhandler, tilføjer Majbritt Svane.
- Fragtomkostningerne er også af en anden størrelse, end vi normalt arbejder med. Vi vil jo være konkurrencedygtige og ikke på forhånd udkonkurrere os selv.
Der hersker dog ingen tvivl om, at det amerikanske marked udviser et stort markedspotentiale og dermed nye vækstmuligheder. Der er allerede leveret Palomater til kunder som Pepsico og Unilever – og det har været kundetilpassede løsninger, som fungerer til kundernes store tilfredshed.
- Vores mulige nye forhandler i USA sælger i forvejen et andet dansk produkt, som har været på det amerikanske marked i godt fire år. Samarbejdet her fungerer godt, så vi ser positivt på et muligt fremtidigt samarbejde, slutter Majbritt Svane. - Vi er spændte på at se, hvad vi når frem til i løbet af de næste par måneder.
På nuværende markeder, som for eksempel Frankrig og Sverige, opleves der igen vækst – og det er vel at mærke markeder, som har været hårdt ramt af den økonomiske krise.
-jk
Foto: Den eldrevne Palomat Greenline, der er iklædt producentens karakteristiske røde signaturfarve.