Friske ark sikrer pallen
Alle kan godt blive enige om, at transportskader skal begrænses til et minimum – men hvordan sikres godset på pallen?
PALLETERING Med arkklipperen Cut ´N´ Move fra MC Emballage A/S loves kunderne perfekt skårne ark, optimal udnyttelse af papirrullen og effektiv sikring af gods under transport.
Det at kunne klippe ark maskinelt er ikke en nyhed i sig selv, men arkklipperen fra MC Emballage A/S adskiller sig blandt andet ved, at den har en kniv som er monteret direkte på gearmotoren – og så kan den anvendes til mange papirtyper og kvaliteter: Grå kardus, testliner, kraftliner og antislippapir.
’Omgængelig’ arkskærer
Cut ’N’ Move lader sig fint integrere i eksisterende systemer. Der findes en række add-ons, som gør det muligt at opsamle papirark, dele ruller og etablere et workflow, som fx omfatter robotter og stablere. Skæremaskinen er modulopbygget, så hvis virksomhedens behov ændrer sig, kan ombygninger og tilretninger løbende udføres.
Cut ’N’ Move kan uden videre integreres i pakkeanlæg, og det betyder, at de færdigskårne ark ikke skal stables eller transporteres før brug. Maskinen kan betjene flere pakkelinjer samtidig, og hvis der benyttes robotarm, kan man styre papirfremføringen, så Cut ’N’ Move kun „fodrer“ robotten med ét ark af gangen - og maskinen producerer ikke et nyt ark, før robotten har fjernet det første ark. På den måde undgås flaskehalsproblemer og maskinstop.
Dansk oprindelse
Arkklipperen er i øvrigt dansk produceret og består udelukkende af komponenter fra anerkendte mærker. Maskinen er derfor CE-mærket som garanti for, at der både er tænkt på sikkerhed, sundhed og miljø. Produktet er 100% genanvendeligt, fødevaregodkendt (FDA og BGVV) og er desuden vandafvisende.
-jk
Foto: Arkklipperen Cut ’N’ Move kan betjene flere pakkelinjer samtidig.