Intelligente kartoner skifter farve, når mælken bliver sur
Tetra Pak er på vej med ny teknologi, hvor hver enkelt karton indeholder oplysninger om kvalitet, produktionsforløb og oprindelse
INNOVATION En lille chip i mælkekartonen skal formentlig fra næste år gøre det muligt for forbrugerne at sikre sig, at mælken ikke er sur, uden at de behøver at lugte til den eller se, om den skiller i kaffen. Den nye ‘intelligente’ mælkekarton vil simpelthen skifte farve som en signal til at produktet er kassabelt. Det skriver fagbladet Ingeniøren på www.ing.dk den 8. maj 2012.
Chippen indeholder desuden informationer om, hvilken gård og hvilken ko mælken stammer fra, og de oplysninger vil forbrugeren kunne scanne sig til med en mobiltelefon. Hver karton er forsynet med en unik kode, som forbrugerne kan bruge til at spore produktets oprindelse, produktionsproces og pakning via internettet.
Endnu er der dog et stykke vej endnu, inden kartoner med den nye teknologi vil dukke op på supermarkedernes hylder.
- På grund af de mange udfordringer vi stadig står over for, er det for tidligt at sige, hvornår for eksempel den specifikke farveteknologi kommer på markedet. Men vi mener, at det er meget realistisk, at det vil ske til næste år, siger Eva Milton, kommunikationschef for Tetra Pak i Sverige ifølge Ingeniøren.
-jk