Fra svæveflyvning til energioptimering
Spydspids for internationalt udviklingscenter fejrer 25 års jubilæum
JUBILÆUM Vicepræsidenten for APC by Schneider Electric, Morten Støvring fejrer 25 års jubilæum som spydspids for den internationale Kolding-virksomhed med speciale i energioptimerende datacenterløsninger og softwareudvikling. Jubilæet fejres den 7. februar med en reception for medarbejdere og indbudte gæster hos Schneider Electric på Silcon Allé i Kolding.
I februar 1987 startede Morten Støvring som udviklingsingeniør i Silcon Power Electronics og i de efterfølgende år avancerede han først til udviklingschef for 3-fasede UPS’er og senere direktør for 3-faset UPS-udvikling globalt i virksomheden, der nu var fusioneret med og havde skiftet navn til American Power Conversion Corporation – også kendt som APC.
Da Morten den 1. august 2001 blev udnævnt til administrerende direktør, blev det en milepæl for både virksomheden og Morten. Her startede transformationen fra produktionsvirksomhed til internationalt forsknings- og udviklingscenter. Mortens kan nu hædres for den store succes, virksomheden har gennemlevet.
Det verdenskendte datacenter- og softwarebrand APC blev i 2007 købt af den globale specialist i energioptimering, Schneider Electric, og virksomheden skiftede endnu en gang navn – denne gang til Schneider Electric IT Denmark.
Fra at have været ansvarlig for en udviklingsafdeling på 70 mand i Kolding fik han nu også teams i USA, Frankrig og Kina, og udfordringen her var at få det til at fungere som ét globalt team. Derud står Morten Støvring i dag i spidsen for 200 medarbejdere i Kolding – heraf en stor del udviklingsingeniører, der med dansk viden og knowhow udvikler banebrydende hardware- og software-løsninger til datacentre i hele verden.
Sideløbende deler Morten ud af sin store erfaring, pt. som bestyrelsesmedlem i IRD i Svendborg, der er et fuel cell company, som Schneider Electric IT Denmark ejer en del af.
I fritiden dyrker Morten svæveflyvning, når tiden tillader det, og han har en passion for gamle biler og har selv en Austin Healey, som han skruer lidt på hjemme i garagen og lufter i godt vejr. Fritiden bruger han også sammen med sin hustru og datter i sommerhuset i Ebeltoft, som han selv har tegnet. Interessen for design og arkitektur smitter også af på Schneider Electrics bygning på Silcon Allé, hvor han i sin tid selv var med til at planlægge og designe bygningen.
-jk
Foto: Vicepræsidenten for APC by Schneider Electric, Morten Støvring fejrer 25 års jubilæum. Rejsen startede tilbage i februar 1987, hvor Morten blev ansat som udviklingsingeniør i Silcon Power Electronics.