Hurtigere kontrol ved gate
Når flypassagerer udsættes for kontrol, kan det næsten kun gå for langsomt. Sådan er det også med produktkontrol af emballager med vision eller røntgen.
Den danske virksomhed InnospeXion tilbyder nu en videreudviklet MCIS lavenergi røntgen med forbedrede preformance med hensyn til kontrol af lukkede pakninger med blister-pakkede produkter.
Det primære i den ny teknologi er, at den høje kontrast og rumlige opløsning i røntgenbillederne (ned til ca. 0,1 mm) kan opnås ved online inspektionshastigheder. Inspektionshastigheden ledsages af hurtige billedbehandlingsprocedurer, som tillader online frasortering af defekte emner.
Systemet kan give signaler til forskellige pakkerobotter langs proceslinien og således integreres som et automatisk procesanlæg.
Små og kontrastfattige detaljer
MCIS systemet er oprindeligt udviklet til fødevaresektoren og er designet specielt med henblik på hygiejnisk design sammenkoblet med en ny og mere robust styring. Kombinationen af høj inspektionshastighed, høj præcision og trackkeeping samt hygiejnisk design giver mange anvendelsesmuligheder indenfor farmaceutisk industri. Ved så høj hastighed bliver selv tablet- og pilleinspektion økonomisk og lavenergi røntgen kan faktuelt afbilde de særdeles små og kontrastfattige detaljer.