889 dage uden ulykker med fravær
Det var den klare besked til Dansk Flexo Forums medlemmer ifm. generalforsamlingen på den topmoderne SCA Bølgepapfabrik i Grenå
FLEXO Dansk Flexo Forums formand, Flemming Larsen, som selv er ansat på SCA Grenå, havde arrangeret et meget spændende firmabesøg. De godt 90 deltagere blev inddelt i seks hold og så gik man i gang med at præsentere såvel produktionsfaciliteterne som fabrikkens intentioner, hvor kodeordene var: Sikkerhed, kvalitet og produktivitet.
SCA Grenås dynamiske sikkerhedschef, Ninus Seistrup hold et spændende indlæg, hvor han fortalte, hvordan det var lykkedes at have 889 dage uden arbejdsulykker, en præstation som SCA virkelig kunne være stolte af.
Claus Bruun fortalte om SCA Lean proces, virkemidler og resultater. Mogens Loch og Carsten Nielsen fra SCA Produktion førte de forskellige hold gennem produktionen, hvor især de to store Bobst Masterflex trykpresser tiltrak sig opmærksomhed. Flint Group og Hold Repro, som er nogle af SCA’s samarbejdspartnere fortalte om, hvad det indebar og hvordan man styrede disse samarbejdsprocesser.
Efter besøget gik turen til Hotel Henan i Grenå, hvor Dansk Flexo Forums generalforsamling skulle afholdes. Inden generalforsamlingen holdt Flemming Larsen et indlæg, der fortalte om SCA’s bestræbelser på at kunne give noget ekstra i den benhårde bølgepapkonkurrence og ikke blot fokusere på emballagens pris. Flemming Larsen arbejder på SCA’s design center og her fokuserer man på at kunne give kunden bedre værdier. Det kan være en lettere emballage, bedre logistik, mulighederne mange demonstrerede Flemming Larsen.
Generalforsamlingen er normalt en hurtig affære, der sikkert ledes af Per Bjarnholt, tidl. Du Pont. Som et indslag i formandens beretning redegjorde Mogens Lindström for de ideer og intentioner bestyrelsen har arbejdet med for at fasthold og udbygge medlemstal og gøre organisationen mere dynamisk. Et vigtigt punkt var at fokusere på nye medlemmer og sørge for at de følte sig velkomne samt måske at kunne tilbyde differentieret medlemskaber til firmaer med få ansatte.
Flemming Larsen SCA Grenå og Allan Sander Tresu blev genvalgt og bestyrelsen for Dansk Flexo Forum består nu af: Flemming Larsen SCA Grenå, Mogens Gloggengieser Dan-Bag, Allan Sander Tresu og Mogens Lindström. Som suppleanter valgtes Anne Grønning Green Label og Glenn Büttner Flint Group.
Sidste punkt på dagens program var en spændende og hyggelig whiskysmagning, hvor medlemmerne fik indblik i denne forunderlige verden, der fascinerer nogle og andre blot nyder.
Mogens Lindström
(red. jk)
Foto: Flemming Larsen byder velkommen på SCA Packaging Denmark, Grenå.
Foto/lille: Nanette Thomas, Thomas Graphics (tv.) og Lonnie Melsken, ColorLabel diskuterer whiskykvaliteterne.