Et af årets højdepunkter på Canon-standen vil være et komplet robotstyret print-and-cut-workflow mellem Océ Arizona 6170 XTS flatbed-printeren og Océ ProCut-skærebordet i en problemfri proces, der ikke kræver noget opsyn.

Løsningen, som kan opleves på Fespa 2018, er et autentisk eksempel på en installation hos en Canon-kunde, hollandske Van Vliet Printing, hvor robotstyring har gjort det muligt at have Océ Arizona- og Océ ProCut-systemerne i drift døgnet rundt og uden opsyn. Dette har øget virksomhedens produktionskapacitet markant – uden at der er behov for flere arbejdshold, der arbejder på skift.

Systemet, der er integreret af Canons partner og robotteknikspecialist Rolan Robotics, tager ikke-printede medier fra en palle, der ligger ved siden af Océ Arizona flatbed-printeren, og lægger det i en særlig enhed, der registrerer mediet både vandret og lodret. Robotten trækker derefter mediet tilbage og placerer det helt præcist på den tomme flatbed inden print.

Océ Arizona-printeren modtager efterfølgende en maskinkommando om at påbegynde print. Hvis der skal printes på begge sider af materialet, flytter robotten mediet tilbage til enheden, hvorefter det placeres på flatbed-enheden igen, så det kan blive printet på den anden overflade.

Et intelligent software-interface, udviklet af Rolan Robotics, gør det muligt for de forskellige enheder at blive synkroniseret, hvilket giver komplet automatiserede kommandoer mellem Rolan-robotten og Océ Arizona-printeren.

Når printet er færdigt, overfører robotten det printede medie til Océ ProCut-skærebordet. Océ ProCut-softwaren behandler finishing-instruktionerne og sender en kommando til skæreenheden, uden at der er behov for indblanding fra en operatør.

Efter beskæring, foldning eller kiss cutting kan robotten enten tage alt materiale fra skæreenheden eller løfte de efterbehandlede produkter fra skæreenheden og køre alt affald til en container – klar til at blive bortskaffet eller genbrugt.

Workflowet kan også genkende rutineopgaver, hvilket fjerner behovet for specifik jobidentifikation eller -registrering for hvert enkelt job. Dermed kan skæreløsningen automatisk påbegynde beskæringsprocessen, så snart mediet placeres på skærebordet.

På Fespa 2018 vil de besøgende kunne se, hvordan systemet printer og skærer en række skilte- og emballageapplikationer.

Robotten har den tekniske evne til at kunne håndtere et omfattende udvalg af materiale, som typisk printes på Océ Arizona flatbed-printere, herunder MDF, foamboard, aluminiumkomposit og akryl samt mere krævende rigide medier som træ og glas.

Hans Dalmeijer, produktchef hos Canon Danmark, udtaler:

- Robotisering har allerede revolutioneret mange industrielle produktionsmiljøer, hvor der er mange gentagne processer og der ikke kræves kvalitativ menneskelig vurdering. Mens der er foretaget store investeringer i forskning og udvikling for at introducere automatiserede processer i digitale printsystemer og for at øge ydeevnen i end-to-end-workflows, har branchen for storformatapplikationer blot langsomt taget fordelene ved at automatisere de manuelle processer, der forbinder near-line-enheder, til sig. Den integrerede løsning, vi viser her på FESPA 2018, viser tydeligt, at printleverandører allerede i dag kan drage fordel af 24/7-print uden opsyn, så de kan opnå helt nye produktivitetsniveauer og få glæde af et stort vækstpotentiale.

For kunder, der producerer store volumener af applikationer, kan en robotstyret løsning give en rentabel måde at øge og strømline produktionen på. Dermed kan operatørernes specialviden anvendes i andre forretningsområder, hvilket skaber yderligere værdi og et målbart investeringskast.

Daniël Van Vliet, Van Vliet Printings ejer, forklarer effekten af robotisering i sin virksomhed:

- Som følge af en stigende efterspørgsel efter vores produkter begyndte vi at lede efter nye måder at automatisere vores processer på, så vi kunne øge produktionskapaciteten af vores eksisterende udstyr. I samarbejde med Rolan Robotics og Canon kunne vi bygge en tætintegreret løsning, der har hjulpet os med at realisere vores ambition om at automatisere.

- Med det robotstyrede print-and-cut-system kan vi printe og lave efterbehandling dag og nat, hvilket tredobler vores kapacitet sammenlignet med en standard ottetimers skift fem dage om ugen. Vi ser et enormt potentiale i at fortsætte med at forny og udvide vores virksomhed ved hjælp af robotstyrede teknologiløsninger.

Jeroen Meier, CEO, Rolan Robotics fortæller følgende om udviklingen af det automatiserede workflow:

- Hos Rolan Robotics har vores ingeniører arbejdet meget tæt sammen med Canons R&D-team for at udvikle en specialfremstillet løsning til Van Vliet Printing. Med vores ekspertise inden for robotsystemer og Canons dybdegående knowhow inden for digitale printteknologier har vi skabt en smart printproces, der gør det muligt at færdiggøre printjob helt uden behov for opsyn, og dermed imødekommet kundens udfordringer med at øge kapaciteten og produktiviteten.

- Ikke alene har vi designet et unikt robotsystem, vi har også haft et tæt samarbejde med Canon og Van Vliet Printing for at udvikle intelligent software, som fungerer som interfacet mellem robotten og Canon-printeren, hvilket sørger for, at de fungerer perfekt sammen fra start til slut.

- Vi ser denne type af skræddersyede og automatiserede løsning som en stor mulighed for printleverandører, der arbejder med grafiske virksomheder, og som ønsker at få det maksimale ud af deres digitale printudstyr."

Besøgende på Canon-standen på Fespa får også mulighed for at se en anden flatbed-printer, Océ Arizona 1280 GT, fremstille en række elevated print-applikationer vha. den netop lancerede Océ Touchstone-løsning, som kan opleves for første gang på messe (se separat pressemeddelelse om lanceringen af Océ Touchstone).

Océ Touchstone-applikationer produceres live i løbet af Fespa 2018 og omfatter præget emballage, boligindretningsgenstande som imiteret træ og dekorerede fliser samt skilte med fremhævet skrift, som kan bruges til at skabe en ekstra visuel effekt, men også til praktiske formål som for eksempel braille.

-hawin