Bionedbrydelig lim binder løsningerne sammen

Bionedbrydelig lim binder løsningerne sammen

Lim baseret på naturlige og bionedbrydelige råvarer sørger for, at transportemballager bliver bæredygtige og kan indgå i kredsløb, hvor både genanvendelse og bortskaffelse af materialerne bliver så miljøvenlig som muligt

Af hans Windeløv

Limproducenten Pro-Glue A/S har de seneste år oplevet stigende efterspørgsel på deres bionedbrydelige limløsninger til en lang række brancher. Det er blandt andet emballageindustrien, pakkerier, bryggerier, fødevarevirksomheder og medicinalvirksomheder, der benytter de miljøvenlige limprodukter.

Pro-Glue er den eneste danske virksomhed, der udvikler og producerer de bionedbrydelige produkter. Det sker på fabrikken i Lille Skensved på Køgeegnen, hvorfra man endvidere sælger og distribuerer produkterne.

Pro-Glue har dog også mange andre limprodukter i porteføljen. Industrilim og speciallim, som er proteinbaserede, og som løbende bliver udviklet, har man solgt i næsten 80 år. Ligeledes har man plastbaseret lim på programmet.

Det er alle produkter, som bliver brugt i en lang rækker brancher og industrier såsom bygge- og montageindustrien, i filter- og hygiejneindustrien. Og altså også på pakkerier, i medicinalindustrien og på bryggerier.  

Tobaksindustrien kom først

Selv om der de senere år har været et kæmpe fokus på grønne løsninger, er netop de bionedbrydelige limprodukter faktisk dem, som virksomheden har haft i sortimentet i længst tid. Det fortæller Mathias Ravn Witthøft, som er salgs- og servicekonsulent hos Pro-Glue. 

- Pro-Glue har haft miljøet i fokus, siden virksomheden blev etableret af civilingeniøren, Frede Andersen, på Frederiksberg under besættelsen i 1941. Importen af lim var blevet stoppet, men Frede Andersen havde nogle ideer til, hvordan man kunne bruge blandt andet kartoffelmel i produktionen af lim.

- Han begyndte at eksperimentere og kom i gang med en produktion. Det gik faktisk så godt, at et tobaksfirma, med behov for limleverancer, henvendte sig for at høre, om han kunne lave en lim baseret på biologisk nedbrydelige materialer til limning af cigarethylstre.

- Det blev til den lim, som i store træk er den, vi stadig producerer. Både til hjemlige kunder og til eksport. Den bliver brugt til et væld af forskellige opgaver. Og i takt med at flere og flere kunder har skruet op for fokuseringen på bæredygtige løsninger, er efterspørgslen på den bionedbrydelige lim altså taget til, siger Mathias Ravn Witthøft.

Ingen mikroplast i limen

Som han kommer ind på, leder man i label- og emballgeindustrien og i den farmaceutiske industri efter brugbare limprodukter, som skaber helhedsmæssige løsninger, der er helt igennem biobaserede og bionedbrydelige.

Hidtil har det været ret almindeligt at benytte plastbaserede limtyper til brug ved kartonlukning, forsegling, bakkerejsninger og palletering i produktionsvirksomheder og på pakkerier.

- Selv om karton, bakker og transportemballagen består af biomateriale, betyder anvendelse af plastlimen, at mikroplast er et af restprodukterne i forbindelse med bortskaffelse og genanvendelse af kartonagen og bølgepappet. Det undgår man ved brug af vores biobaserede lim, forklarer Mathias Ravn Witthøft.

Pro-Glue holder på hemmeligheden

Pro-Glue anvender både plantebaseret stivelse og protein til sine bionedbrydelige limtyper. Og så er virksomheden den eneste danske limproducent, som producerer disse limtyper.

- Der hører mange års ekspertise, know-how og research med til udviklingen af dem. Vi udvikler stort set alle vores limprodukter sammen med kunderne til helt specifikke opgaver til brug hos dem. En del af den viden, vi opsamler og systematiserer i den forbindelse, bliver anvendt både til standardprodukter og til nye produkter.

Og de er altså tilfredse, kunderne. Derfor hører andre virksomheder da også om vores produkter fra dem. Og det har altså været med til at skabe stor opmærksomhed og øget salg, bemærker Mathias Ravn Witthøft.

Dansk limleverandør med ISO-certificeringer

Pro-Glue har siden 2015 været både ISO 14001 og ISO 9001 certificeret.

- Som den eneste danske limleverandør har vi de to certificeringer. Vi lever op til de strenge miljø- og kvalitetskrav, som ordningerne foreskriver om blandt andet forsvarlige og miljøvenlige produktionsformer.

- Det betyder, at kunderne kan være sikre på at få det rigtige produkt hver gang, med den bedste service, vi kan yde. Det betyder også sikkerhed for, at vi tager alle de miljømæssige hensyn, vi kan, for at levere den mest bæredygtige lim-løsning, siger Matias Ravn Witthøft .

Kolde øl og hårdfør etiketlim

Ud over bionedbrydeligt lim til eksempelvis emballager laver Pro-Glue også klæbematerialer til brug hos bryggerierne. Virksomhedens leverancer af disse løsninger går helt tilbage til tiden efter besættelsen, hvor lim til etikettering blev produceret af kasein, som er mælkeprotein.

Det er stadig kasein, som er udgangspunktet for disse limløsninger. Og det er løsninger, der blandt andet har den egenskab, at de påførte etiketter klæber på flaskerne, selv når øl og sodavand bliver lagt på køl i isvand.

- Vi har i dag etiketlim baseret på kasein, syntetisk, dekstrin, stivelse og hot melt til etikettering af glas-, PET-, metal- og papiremballager. Og så har vi et stort kendskab til de fleste etiketpapirtyper. Vi sørger for den rette kombination af papir- og limtyper, så klæbeevnen og dermed den samlede løsning bliver af så høj kvalitet som muligt.

 

8/6 2020