Plastindustrien glæder sig over afskaffelsen af PSO-afgiften

Plastindustrien glæder sig over afskaffelsen af PSO-afgiften

Hos brancheforeningen Plastindustrien er der stor tilfredshed med, at et flertal på Christianborg netop har aftalt at afskaffe PSO-afgiften

Ifølge den administrerfende direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, kommer beslutning afskaffelsen af PSO-afgiften mange danske plastvirksomheder til gavn.

En afskaffelse af PSO-afgiften har længe stået højt på ønskelisten hos brancheforeningen Plastindustrien, der repræsenterer 230 – fortrinsvis mindre- og mellemstore – danske plastvirksomheder.

Derfor er Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, også meget tilfreds med den politiske aftale, der sikrer, at PSO-afgiften bliver afskaffet.

- Det er ingen hemmelighed, at danske plastvirksomheder kæmper for at fastholde arbejdspladserne herhjemme. Mange af vores produktionsvirksomheder har i høj grad været presset af PSO-afgiften, som deres udenlandske konkurrenter slet ikke er pålagt i samme grad. Derfor er det rigtig godt, at der nu er flertal for en afskaffelse, så det ikke bliver endnu dyrere at producere i Danmark.

Thomas Drustrup fortsætter:

- Der er plastvirksomheder, som betaler et PSO-beløb svarende til lønnen for flere fuldtidsansatte, og det er selvsagt en uholdbar situation. I et klimamæssigt perspektiv er PSO-afgiften også usmart. Energiafgiften medvirker nemlig til, at produktion og arbejdspladser rykker til udlandet, hvor industrien er langt mindre energieffektiv end i Danmark. Vi har over en længere periode drøftet situationen med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og en række folketingsmedlemmer, og det glæder mig rigtig meget, at der nu er blevet lyttet til vores argumenter.

-hawin

 

Fakta:

Plastindustrien repræsenterer over 230 danske virksomheder, der er vidt forskellige størrelsesmæssigt.

LEGO, Coloplast, Wavin og LOGSTOR er blandt nogle af vores store medlemmer. Hovedparten af vores medlemmer er imidlertid mindre- og mellemstore virksomheder, der som oftest er geografisk placeret steder i Danmark, hvor antallet af produktionsarbejdspladser har været drastisk faldende i de senere år.

Størstedelen af den danske plastproduktion bliver eksporteret, og den danske plastbranche beskæftiger i øjeblikket i omegnen af 30.000 personer.

18/11 2016