Irma fjerner alt plastikbestik

Coop iværksætter hidtil største reduktion af plastik. Fra denne uge er det slut med engangsservice i plast i Irma. Næste år fjerner hele Coop 60 millioner enheder

Kunderne kan ikke længere finde engangsglas, tallerkner og andet plastik-engangsservice i Irma.

Kæden fjerner nemlig i denne uge som den første danske kæde engangsservice af plastik og erstatter det med varer, der er produceret af bæredygtige materialer.

- Problemerne med plastik i naturen er alt for store. Der findes mere bæredygtige alternativer. Ved at gå foran kan Irma forhåbentlig være med til, at der generelt kommer mere bæredygtige varer også på dette område, siger direktør Søren Steffensen, Irma.

Det er bl.a. forskellige vinglas, kopper, knive, gafler og tallerkner samt sugerør, der ikke længere findes i plastik i Irma.

Initiativet i Irma sker som led i Coops samlede emballage- og plastik-plan, hvor et af mål er at reducere forbruget af plastik med 25 procent.

Næste skridt tages i begyndelsen af 2019, hvor Coop kommer med det hidtil største og mest gennemgribende initiativ på området.

Her vil mere end 60 millioner enheder af plastik udskiftes til bæredygtige materialer.

Irma vil donere de varer, man har fjernet, til en velgørende organisation, der kan sikre, at de bortskaffes korrekt efter brug.

-hawin

 

Der er 6 trin i Coop-planen:

1 Genanvendelig emballage

Fremtiden er cirkulær og derfor skal emballagen på alle Coops egne varemærker være stærkt genanvendelig

2 Genanvendte materialer

Emballagen på Coops egne varemærker skal produceres af genanvendte materialer, hvor muligt.

3 Fornybare materialer

Emballagen på Coops egne varemærker skal bestå af fornybare materialer, hvor genanvendte materialer ikke er muligt

4 God Kemi

Coops emballage må ikke gå på kompromis med forbrugernes helbred. Derfor fortsætter Coop arbejdet med, at udfase skadelig kemi fra sin emballage.

5 Produktspild

Emballagens primære formål er, at beskytte produkterne og forhindre spild. Coop vil optimere emballagen på de produkter der forsager mest spild hos forbrugerne.

6 Plastik

Coop vil reducere brugen af konventionel plastik i emballage og engangsprodukter med 25 % i 2025. Det vil Coop opnå dette ved at udfase engangsprodukter af plastik og unødvendig emballage samt omstille til biobaserede- og genanvendte materialer

20/12 2018