I fremtiden skal biobaseret, printet elektronik spore pakker, måle fugtighed mm

I fremtiden skal biobaseret, printet elektronik spore pakker, måle fugtighed mm

For at sætte skub i udviklingen fra fossile til biobaserede materialer har 33 europæiske virksomheder, vidensinstitutter og universiteter allieret sig - blandt dem Teknologisk Institut. Målet er en cirkulær fremstillingsindustri, og virksomheder får nu adgang til ekspertise og pilotfaciliteter i hele Europa

Projektet er nået så langt, at virksomheder inviteres til at deltage i udviklingen af fremtidens biobaserede plast og biobaseret printet elektronik.

-I BIOMAC-projektet udvikler partnerne nye biobaserede polymermaterialer baseret på nanoteknologi. På Teknologisk Institut hjælper vi virksomheder med at udnytte potentialet af printet elektronik. Her kan vi bruge de nye materialer i strækbare folier, som vi kan printe elektronikken på. Det gør det f.eks. muligt at integrere sensorer i et sleeve, der måler muskelaktivitet for at forebygge kontorskader, forklarer Zachary Davis, sektionsleder på Teknologisk Institut.

Lim og blæk af nanoprodukter
Inden for printet elektronik vil partnerskabet også udvikle biobaseret lim og blæk baseret på nanokobber og nanosølv. Med de nye materialer kan Teknologisk Institut facilitere industriens innovation inden for wearables og smart products med fokus på cirkulær økonomi og grøn omstilling.

– Der er næsten ingen grænser for potentialet for printet elektronik: Fra sportstøj, der giver feedback om din performance til sensorer, der holder øje med diabetespatienters blodsukkerniveau. Eller pakkesporing, der ud over position også kan måle fugtighed, temperatur og rystelser. Derfor er der også mange gevinster at hente for både virksomheder og samfundet, når vi er klar med cirkulære løsninger inden for området, siger Zachary Davis.

Færre barrierer bringer biobaseret polymer på markedet
Printet elektronik er ét ud af fem fokusområder i BIOMAC. Hvert område har pilotlinjer i projektet, hvor eksperter på tværs af Europa udvikler de nye biobaserede materialer. De andre fire områder er: bilindustrien, landbruget, byggeri og fødevareemballage.

– Med BIOMAC vil vi reducere de eksisterende barrierer for at bringe biobaserede polymerer og nanomaterialer på markedet. Projektet skal desuden understøtte den europæiske bioøkonomi, fortæller Zachary Davis.

Pilotfaciliteter åbner for virksomheder
BIOMAC startede i 2022. Partnerne er nu nået så langt i projektet, at de kan invitere virksomheder til at benytte deres pilotfaciliteter. Ved at stille partnernes ekspertise og udstyrtil rådighed vil BIOMAC øge virksomhedernes technology readiness level markant.På den måde er vejen til at få et biobaseret polymerprodukt på markedet kortere.

– Vores pilotfaciliteter egner sig især til SMV'er, der arbejder med biobaseret polymer og nanomaterialer. Virksomhederne får adgang til et helt økosystem. Netværket af partnere kan først og fremmest hjælpe med opskalering af biomaterialekoncepter gennem pilotlinjerne. Herefter vurderer vi regulering, sikkerhed, bæredygtighed, cirkularitet og markedspotentiale i forhold til det enkelte produkt, afslutter Zachary James Davis.

-lipe

22/3 2023