Forurening med EPS  skal stoppes

Forurening med EPS skal stoppes

Hvert år skyller flamingoplast op på de danske strande. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og Fiskeriminister Karen Ellemann sætter nu gang i et projekt, der skal finde ud af, hvor store mængder der er tale om, hvor plasten kommer fra, og om der er bedre måder at bruge materialet på.

En del af al den plast, der skyller op på vores strande er af materialet EPS – det de fleste nok kender som flamingo. Derfor sætter miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og Fiskeriminister Karen Ellemann gang i et nyt projekt, der skal give os mere viden og se på hvordan vi kan sikre, at flamingoplast ikke havner i naturen.

Projektet skal også se på, hvor meget flamingoplast der findes i kyst- og havmiljøet i hele Østersøområdet, og hvorfra det stammer. Det vil ske baseret på de data, som de enkelte lande selv har indsamlet. Samtidig vil COWI, der er leverandør på projektet besøge og interviewe myndigheder og brancheorganisationer i flere af Østersølandene.

- Vi bruger flamingoplast til mange formål i Danmark. Både i byggeriet, i cykelhjelme og som emballage gør materialet stor gavn, men ligesom alle andre plasttyper har flamingoplast intet at gøre i vores natur eller have. Nu vil vi have undersøgt, hvor stort problemet er, og om der er bedre måder at bruge og genbruge materialet på, siger Esben Lunde Larsen.

- Vi har alle en interesse i et rent havmiljø. Det gælder naturligvis også dansk fiskeri, for et havmiljø i balance er forudsætningen for bæredygtige fiskebestande i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi nu har sat gang i det her projekt, som vil give os større viden om omfanget af forurenende flamingoplast i havene, hvor det kommer fra, og hvad vi kan gøre ved det, siger fiskeriminister Karen Ellemann.

Plastindustrien bakker op

Hos Plastindustrien – de danske plastvirksomheders brancheorganisation – ser man positivt på undersøgelsen.  Adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup siger:

- Plast hører ikke hjemme i havet eller i naturen, og derfor er vi meget opsatte på at komme forureningen til livs. Det håber vi, den ny undersøgelse kan hjælpe os med. Vi har en formodning om, at en stor del af den EPS-plast, vi finder i naturen, ikke stammer fra Danmark, men derfor skal problemet løses alligevel, og det bidrager vi meget gerne til.

Projektet er en del af indsatsprogrammet under Danmarks Havstrategi I. Projektet vil ligeledes bidrage til udvikling og implementering af HELCOM handlingsplan for marint affald, hvor Danmark har påtaget sig rollen som 'lead country' for dette tiltag.

- I Danmark har vi heldigvis en plastindustri, som aktivt medvirker til omstillingen af en mere cirkulær økonomi, og den danske plastindustri har længe haft fokus på genanvendelse af EPS-plast. Samtidig er det nødvendigt at huske på, at plastaffald kan stamme langvejs fra. Det er derfor positivt, at dette projekt er et regionalt projekt, som dækker hele Østersøen, siger Esben Lunde Larsen.

Projektet vil løbe indtil marts 2019, COWI er leverandør. Projektet er muliggjort gennem en bevilling på én mio. kroner fra det danske hav- og fiskeriudviklingsprogram om fremme af gennemførelsen af den Integrerede Maritim Politik (IMP). 

12/3 2018