Fortællinger om plastgenanvendelse – i praksis

Fortællinger om plastgenanvendelse – i praksis

Plastindustrien har for første gang samlet og udgivet et katalog med plastfortællinger fra en række medlemsvirksomheder. Formålet er at fortælle de gode historier fra branchen og sætte fokus på, hvordan vi bliver endnu bedre til genanvendelse i Danmark

Kataloget 'Fortællinger om plastgenanvendelse – i praksis' illustrerer bare nogle få af de mange gode eksempler på, hvordan genanvendelse er en integreret del i mange forretningsmodeller og produkter hos de danske plastvirksomheder.

Gennem disse fortællinger ønsker Plastindustrien at sætte fokus ikke kun på de mange gode tiltag, der allerede findes i branchen, men også på hvordan Plastindustrien som brancheorganisation mener, at vi i Danmark kan blive endnu bedre til at genanvende plast:

– Det er i dag kommunerne, der ejer dit husholdningsaffald. Modsat forholder det sig for erhvervsaffaldet, der er tilgængeligt for private virksomheder. Tallene viser tydeligt hvad der fungerer bedst:
Vi er de fjerde bedste i Europa til at genanvende plastemballage fra erhvervene, men de dårligste i Europa når det kommer til plastemballage fra husholdninger, fortæller Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Hun fortsætter:

– Løsningen er oplagt: De danske genanvendelsesvirksomheder skal have adgang til alt plastaffald, så vi kan udnytte den store know how, der ligger her, til at løfte genanvendelsen.

Oplev kataloget ‘live’ i Industriens Hus

Den 4. maj indviede Plastindustrien udstillingen ‘Plast i en cirkulær økonomi – sådan gør vi i praksis’ i forbindelse med Plastdagen 2017. Udstillingen er åben hele juni måned med, og er placeret i indgangspartiet til Industriens Hus ud mod Rådhuspladsen, der er et af landets mest befærdet steder.

Udstillingen udspringer af genanvendelseskataloget, og den er først og fremmest bygget om omkring en lang række forskellige plastprodukter, der stammer fra et bredt udsnit af de danske plastvirksomheder. Det er bl.a. muligt at opleve vejrbestandige møbler støbt af gamle plastposer, en støjskærm fra motorvejen produceret i materiale fra en vindmøllevinge, fødevareemballage i 100% genanvendt plast, råvare oparbejdet fra udslidte fiskenet og meget, meget mere.

Produkterne i udstillingen er suppleret af videoer, information på iPads og store folieplancher, der på facaden på Industriens Hus er med til at skabe opmærksomhed om udstillingen og dets budskaber.

Disse aktører har bidraget til udstillingen:

  • Aage Vestergaard Larsen A/S
  • Dansk Rotations Plastic
  • Fors A/S
  • Færch Plast
  • Gibo Plast (en del af SP Group)
  • Letbæk Plast
  • Miljøskærm ApS
  • Plastix
  • Schoeller Plast-Enterprise
  • SP Extrusion A/S (en del af SP Group)

Kataloger kan også ses online her:

22/5 2017