Stregkoderne bliver usynlige

Stregkoderne bliver usynlige

Digitalt vandmærke giver store fordele til leverandører, handel og forbrugere

Det digitale vandmærke, DW Code, er en ny teknologi, der gør det muligt at trykke en usynlig ”stregkode”’ overalt på et produkts emballage. Det skaber en markant fysisk forskel til den traditionelle produktstregkode, EAN-13, som ikke mindst har givet udfordringer for emballagedesignere gennem de 40 år, hvor den har været brugt i hele verdens detailhandel.

Derudover er der også en anden markant forskel, idet den digitale stregkode indeholder et ”GTIN-varenummer”, som kan linke til informationer i en database, hvor produktinformationer kan ændres dynamisk.

Opdateret

- Det vil helt klart give mere korrekte og opdaterede informationer til forbrugerne, forudser Jane Wulff, der er Head of Standards and Implementation i GS1 Denmark.

Hun mener, at det vil åbne det helt nye perspektiver for mærkevareejere og handlen med hensyn til hurtigt, billigt og effektivt at kunne ændre eksempelvis produktinformationer, ernæringsindhold og allergener eller oprette kampagner.

Nemmere og hurtigere

- Fordi stregkoden ikke sidder ét sted på produktet, som vi er vant til, bliver den også nemmere og hurtigere at scanne ved kassen. Og vi kommer ud over problemerne med at læse stregkoder, der er forkert placeret, eksempelvis i en svejsesøm eller rundt om et hjørne. Det vil være en fordel for både de professionelle kassemedarbejdere og for kunden, der benytter selv-scanning. Desuden vil det gavne dem, som anvender smartphones til at få oplysninger om produktet, siger Jane Wulff.

Perspektiver

DW Code er ikke bare ”hot” i USA, men også i Danmark er der skabt interesse. Hos Arla ser man med interesse på den digitale stregkode.

- Det lyder meget spændende, og vi ser bestemt perspektiver i de muligheder, som DW åbner for. Blandt andet virker muligheden for dynamisk ændring i data tillokkende. I dag er det jo den fysiske emballage, der skal ændres, når vi vil tilpasse en kampagne. Vandmærke-stregkoden vil også gøre det muligt for os at opnå hurtigere og tættere kontakt med forbrugerne, fordi smartphones er blevet hvermandseje. Vi følger løbende den teknologiske udvikling, så vi er klar, når den rigtige løsning byder sig til. Vi har også blik for mulighederne i RFID og GS1 Datamatrix, fortæller Jan Nørgaard, der er Sales Development Manager i Arla.

Smart innovation

Jane Wulff understreger, at detailhandlen har brug for konstant at kunne udvikle sig uden at ødelægge systemer, der kører pålideligt og effektivt:

-Derfor synes vi, at DW Code repræsenterer en smart innovation i og med, at man tager den globalt udbredte identifikationsstandard for produkter, GTIN-varenummeret, og giver det mere værdi. Vi forudser, at DW Coden vil supplere og ikke erstatte EAN-13 stregkoden, slutter Jane Wullf.

 

FAKTA

Fordele med den usynlige stregkode

*  Hurtigere gennem point-of-sale, fordi vandmærke-stregkoden ikke skal rammes præcist: Den er alle vegne på produktet.

*  Nemmere adgang til produktinformationer både før og efter køb: Med sin mobil kan forbrugeren hurtigt og nemt scanne produktet og blive linket til data kontrolleret af afsenderen.

*  Billigere kampagner: De data, som den usynlige vandmærke-stregkode linker til, kan ændres dynamisk. Emballagen skal med andre ord ikke laves om, hvis fx en ny kampagne lanceres.

 

 

DanB

27/7 2017