Ny datomærkning skal modvirke spildt mælk

Ny datomærkning skal modvirke spildt mælk

92 millioner mælkekartoner fra Arla er nu påtrykt 'ofte god efter' neden under datomærkningen. Det skal få forbrugerne til at bruge deres egen dømmekraft, før de smider god mælk i vasken

Den mest solgte Arla-mælk, Arla 24, er den første med den nye datomærkning. Tidligere stod der 'Bedst før' efterfulgt af en udløbsdato på toppen af kartonen. Men nu er 'ofte god efter' blevet tilføjet efter datomærkningen.

Målet med ændringen af datomærkningen på de 92 millioner mælkekartoner er at give danskernes sunde fornuft større indflydelse, så god mælk og mejeriprodukter ikke ender i vasken. I august sidste år ændrede Arla, med succes, mærkningen på mælkekartoner i Sverige. Nu er turen kommet til Danmark, hvor ændringen er indført på Arla 24-mælken.

- Madspild er en massiv udfordring i danske husstande og et område, vi hos Arla hele tiden arbejder på at gøre mindre. Nu bruger vi så de gode erfaringer fra den nye datomærkning i Sverige til også at bekæmpe madspild i Danmark, og satser på, at endnu flere Arla-produkter vil ændre datomærkning, inden året er omme, siger Jakob B. Knudsen, der er administrerende direktør for Arla Danmark.

Danskerne skal bruge sanserne til at nedbringe madspild
Arla har tilføjet 'ofte god efter' på Arla 24 mælk, da det opfordrer danskerne til at stole på deres egen dømmekraft ved at bruge sanser og sund fornuft til at vurdere mælkens holdbarhed.

Klaus G. Grunert, der er professor i forbrugeradfærd på Aarhus Universitet, mener, at det er en god ide, at danskerne skal bruge sanserne, når de vurderer, om mad kan spises eller ej.

- Der er stor opmærksomhed på madspild blandt forbrugerne i dag. Samtidig ønsker danskerne ikke at gå på kompromis med fødevaresikkerhed. Arlas nye mærkning signalerer, at man godt må bruge sin egen dømmekraft, selv om datoen på pakken er overskredet. Jeg tror, at det kan være med til at reducere en af barriererne, der har været mod at begrænse madspild, siger Klaus G. Grunert.

Ændringen af datomærkningen på Arla24 mælk er Arlas seneste initiativ mod madspild, og ambitionerne på madspildsområdet er store for mejerikoncernen.

- Hos Arla har vi en ambition om at halvere madspild med 50 procent, og vi er allerede godt på vej mod målet. Herudover har vi samarbejdet med Fødevarebanken siden 2012, og sikret socialt udsatte danskere tonsvis af gode mejeriprodukter, som ellers kunne være gået til spilde, siger Jakob B. Knudsen.

Fakta
Arla har en overordnet målsætning om at halvere spild af mad
Mindre madspild har været en del af Arlas miljø- og klimastrategi siden 2011
Arla har samarbejdet med Fødevarebanken siden 2012 og samarbejder i dag også med de internationale fødevarebanker gennem European Federation of Foodbanks
Gennem Karolines Køkken hjælper Arla forbrugeren med at mindske spild via app'en Tøm Køleskabet, der sikrer, at alle ingredienser bliver brugt
Arla har tilsluttet sig FN's Sustainable Development Goals målsætning 12.3, der forpligter Arla til at rapportere indsatsen mod madspild

-lipe

24/6 2019