Coops klimalaboratorie åbnet i Aarhus

Coops klimalaboratorie åbnet i Aarhus

Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus bliver til Klima Kvickly. Her vil Coop over det næste år teste bl.a. et klimamærke, der kan guide kunderne til at handle ind med fokus på bedre klimavalg

Klimaaftrykket fra danskernes madforbrug er stort, og det er en bunden opgave at få det reduceret. Landbruget, producenterne og leverandørerne kan gøre meget, men en stor del af reduktionen i klimaaftrykket fra maden, vi spiser, skal komme fra ændrede forbrugsvaner.

For at blive klogere på hvad der skal til for at hjælpe de bedre klimavaner på vej, lancerer Coop nu et klimalaboratorie. Uden at fjerne varer fra sortimentet eller ændre på priserne vil Coop over det kommende år udvikle, teste og implementere klimarettede tiltag og løsninger, som skal guide og inspirere til at træffe bedre klimavalg.

Klimalaboratoriet er etableret  i Kvickly i Bruuns Galleri, hvor varehuset omdøbes til ’Klima Kvickly’. Her vil Coop udvikle, teste og implementere løsninger som skal hjælpe på vej til, at klimaaftrykket fra forbruget og salget af mad kommer indenfor rammerne af Paris Aftalen.

Coops bestyrelsesformand, Lasse Bolander mener man imødekommer et behov hos kunderne for at oplyse bedre om varer og produkters klimapåvirkning:

-Vi vil inspirere til, at indkøb, der er bedre klimavalg, kan være lige så lækre, mættende, farverige og velsmagende, som det man plejede at købe, og uden at det koster mere.

Test af et klimamærke
I Klima Kvickly vil Coop blandt andet gennemføre en test af et klimamærke, som guider mod bedre klimavalg, med henblik på at få konkrete erfaringer med, hvordan et sådant mærke kan fungere, samt hvad det kommer til at betyde for kundernes faktiske indkøb.
Den viden og de erfaringer, Coop gør sig, bliver delt med Fødevareministerens nedsatte arbejdsgruppe, hvor Coop også sidder med, og som skal udarbejde forslag til et nationalt klimamærke.

Eksperimentere og invitere indenfor
Coops klimachef Jonas Engberg understreger vigtigheden af at teste flere forskellige klimatiltag i et ægte butikslaboratorie:

-De konkrete test og tiltag i Klima Kvicklys laboratorie bygger videre på ting, vi ved, og ting vi udvikler undervejs. Så uden at kende alle løsningerne endnu kommer vi til at lægge nye elementer ovenpå, og samtidig invitere andre; lokale ildsjæle, store og små leverandører, faglige eksperter indenfor. For vi synes, det er vigtigt, at vi lærer af hinanden.

Klima Kvickly er et projekt under Coops samlede portefølje af klimatiltag, der igangsættes frem mod 2030 som en del af Coops samlede klimaplan. Coops klimaplan blev som den første i den danske dagligvarebranche godkendt af SBTi i november 2021.

11/5 2022