Strategiske opkøb styrker leverandør af fryseteknologiske løsninger
Foto: DSI Freezing Solutions A/S.

Strategiske opkøb styrker leverandør af fryseteknologiske løsninger

Den danskfunderede leverandør af pladefryseteknologiske løsninger, DSI Freezing Solutions, skaber med opkøb af Cryogenic Equipment and Services NV (CES) og Dantech Freezing Systems (Dantech) en ny global spiller med et af branchens bredeste produktprogrammer inden for industriel frysning, køling og varmebehandling af fødevarer

DSI Freezing Solutions A/S (DSI) udvider sin portefølje med opkøb af den belgiske virksomhed CES, som er eksperter inden for kryogenisk frysning, og med Dantech, som er en af verdens førende inden for mekanisk fryseteknologi, især spiral- og tunnelfrysere.

Dermed står DSI nu som global leverandør af alle tre former for fryseteknologi – med betydelige synergier for både eksisterende og kommende kunder.

- Med de to strategiske opkøb er vi den eneste globale spiller, der kan tilbyde fødevarebranchen hele paletten af fryseteknologi og samtidig også et bredt program inden for køling og varmebehandling af fødevarer.

Sådan lyder udmeldingen fra Lars Priess, som  CEO i DSI Freezing Solutions A/S.

Tre virksomheder bliver til én

Siden DSI i 2017 blev opkøbt af Procuritas Capital Investors, en nordisk baseret Private Equity Fund, har virksomheden arbejdet målrettet på at opbygge en stærk platform til sikring af fremtidig vækst.

Først med opkøb af den mangeårige samarbejdspartner Erlinord, som repræsenterer automationsdelen af pladefrysningsprocessen, men også med massive investeringer i produktionen, salgsorganisationen, testfaciliteter, R&D samt i IT. I dag er DSI til stede i Danmark, Korea, Singapore, Rusland og USA.

CES er etableret i 1989 af Karel Vanackere og har siden udviklet sig til en af de største uafhængige leverandører af kryogenisk fryseteknologi globalt.

Lars Priess,  CEO i DSI Freezing Solutions A/S.

Virksomheden har hovedkontor i Belgien og leverer herfra udstyr primært til fødevareindustrien, men også til den farmaceutiske industri og metalindustrien. I USA produceres primært til fødevareindustrien.

Hans Vanackere, som nu giver virksomheden videre og samtidig stopper som CEO, udtaler:

- Det var vigtigt for os at finde en køber med et indgående kendskab til industrien, en førende position med fokus på kvalitet og kunder samt en stærk vision for den videre udvikling af CES.

Dantech er stiftet i 2017 og har indtil i dag været ejet af Henrik Ziegler og Carsten Bak Andreasen. Selskabet er en fusion mellem Dantech Freezing Systems Pte. Ltd. og Innosteel A/S.

Samlet set har virksomheden mere end 30 års erfaring med levering af fryseløsninger til fødevareindustrien. Virksomheden er, specielt inden for de seneste år, vokset meget kraftigt, og er i dag en førende global spiller inden for mekanisk frysning, herunder spiral- og tunnelfrysere, samt inden for blandt andet spiralovne. 

Dantech har hovedkontor i Aalborg og afdelinger i USA, Singapore, Mexico, Rusland, Polen og Tyskland.

- Vi var på udkig efter en partner for at forstærke og understøtte vores fremtidige vækst, siger Henrik Ziegler. 

Carsten Bak Andreasen supplerer:

- Det var samtidig vigtigt for os at sikre, at køberen gennem væksten har fokus på fortsat at skabe fremtidige muligheder for medarbejderne.

Henrik Ziegler fortsætter som en del af ledelsen af det nye samlede selskab.

Med opkøb af de to virksomheder har en international spiller inden for fødevareteknologi set dagens lys, og Danmarks position som anerkendt nation inden for fødevareteknologi er yderligere konsolideret.

Store forventninger til fremtiden

Trods Covid-19 pandemien realiserede DSI Freezing Solutions i 2020 en toplinjevækst på +5 % og en bundlinjevækst på +10 %, og forventningerne til de kommende år er høje.

- Med det nye set-up og de nu i alt omkring 300 medarbejdere forventer vi en omsætning i 2021 på + 500 mio. DKK, siger Lars Priess og fortsætter:

- Vi glæder os til at komme endnu tættere på vores kunder i kraft af vores stærke produktions- og service setup i både Europa, USA og Asien. Omkring halvdelen af vores kunder bruger flere typer fryseteknologi, som de nu får adgang til i én samlet leverandør.

De tre fryseteknologier (plade-, kryoteknisk/kryogenisk og mekanisk) supplerer hinanden godt og dækker således både høj- og lavvolumen produktion samt IQF, Blok og Bulk frysning.

Ligeledes dækker teknologierne stort set hele spekteret af fødevarer, fra kød, fisk og fjerkræ inklusiv biprodukter over frugt og grønt til færdigretter. Desuden deler de tre virksomheder allerede i dag en passion for kvalitet og ikke mindst for reduktion af den miljømæssige belastning.

Alle tre organisationer tænker i stigende grad i miljørigtige alternativer, som både gør en forskel for fremtidige generationer og for kundernes business case i dag, fx i form af reduceret forbrug af energi, kemikalier og vand.

Verdens fødevareindustri præsenteres således nu for det perfekte match, teknologisk såvel som værdimæssigt, med alle de fordele, det indebærer i forhold til geografisk tilstedeværelse, koncentreret ekspertise, kundefokus og bæredygtighed.

-hawin

31/5 2021