Prisvindende emballage holder produkter friske til sidste skive

Prisvindende emballage holder produkter friske til sidste skive

Nemco, førende nordisk leverandør af løsninger til fødevareindustrien, præsenterer nu en ny emballageløsning, som både er klimavenlig og god til kommunikation med forbrugerne. Der er tale om den prisvindende Sealpac-emballage FlatMap, som er blandt de nye løsninger, man kan se på Nemco Inspirationsdage i Viby J. i november måned

FlatMap er udviklet til MAP-forpakning af sliced produkter, eksempelvis kødpålæg, pølser, ost og fisk. Fødevarerne placeres indbydende og iøjnefaldende på en bærende flade af bleget eller ubleget fresh fiber-karton. Dette stykke karton er coatet med en beskyttende plastfolie, som giver den nødvendige stabilitet og danner en tilstrækkelig barriere mod fedt, vand og ilt. Pakningen vil dermed være sikkert forseglet under beskyttende atmosfære, hvilket forlænger produkternes holdbarhedstid.

Genlukning fungerer så godt, at forbrugeren opnår en førsteklasses opbevaring i køleskabet uden at skulle ompakke sine fødevarer. Forbrugeren kan dermed glæde sig over friske sliced produkter helt frem til sidste skive. Alle tilgængelige PP-folier, som er egnet til MAP-forpakning, kan bruges til forseglingen. Folien kan med peel-tab trækkes fuldstændigt af emballagen.

Forbedrede muligheder for genanvendelse
Ifølge CEO Lars Olsgaard fra Nemco er det et stort plus ved FlatMap, at løsningen er klimavenlig.

- Vi er stolte af at kunne præsentere endnu en bæredygtig emballageløsning. Med FlatMap kan man reducere forbruget af materialer. Sammenlignet med konventionelle MAP-pakninger kan der spares mere end 75 % kunststof. Samtidig er mulighederne for genanvendelse forbedret. Når pakningen er tom, kan den tynde kunststofbeskyttelse ganske enkelt trækkes af kartonstykket med en peel-tab, og alle emballagens dele kan dermed let sorteres i forskellige affaldskategorier, siger Lars Olsgaard.

God plads til branding og forbrugeroplysning
FlatMap er en løsning, der giver producenter af fødevarer usædvanligt gode muligheder for at kommunikere med kunderne via emballagen. Der kan på begge sider af kartonstykket, hvorpå produkterne placeres, trykkes tekst, billeder og grafik af høj kvalitet. Med kartonstykket får man således en relativt stor flade til produktinformation, lige som kartonen egner sig rigtig godt til branding og forbrugeroplysning. Pakningen kan præsenteres hængende, stående eller liggende i kølemontren.

Forbrugervenlig prisvinder
FlatMap blev i august tildelt den prestigefyldte Swiss Packaging Award 2021 i kategorien 'convenience'.

Det schweiziske marked for emballage til ferskvarer regnes for et af verdens mest krævende. Swiss Packaging Awards uddeles af SVI, det schweiziske emballageinstitut. I SVI-juryens begrundelse for valget af FlatMap i kategorien 'convenience står der:

-I stadig flere emballager bliver andelen af materialer, der ikke kan genanvendes, reduceret og erstattet af genanvendelige materialer. Udfordringen derved er at opretholde den oprindelige funktionalitet. Med den nyudviklede FlatMap-emballage er denne udfordring efter juryens opfattelse blevet løst på overbevisende måde. Kombinationen af karton og kunststof er i modsætning til en ren kunststofløsning overbevisende god, hvad angår åbning og genlukning. Dertil kommer, at problemet med at adskille de enkelte dele med henblik på affaldssortering er løst på forbilledlig vis.

Præsenteres på Nemco Inspirationsdage
FlatMap, som vil kunne køre på alle teknisk forberedte SEALPAC traysealere fra A-serien, er blandt nyhederne på Nemco Inspirationsdage 2021. Her vil Nemco vise innovative emballageløsninger og den nyeste teknologi inden for fastvægt-slicning. Nemco Inspirationsdage finder sted i Nemco Servicecenter, Industrivej 16-18, Viby J., den 15.-19. november 2021.

- Vi glæder os til at byde velkommen til kunder og samarbejdspartnere. Vores eksperter vil stå klar til at tale med vores gæster om deres muligheder. Og som altid når Nemco inviterer, vil der være god forplejning, siger Lars Olsgaard.

-lipe

28/10 2021