Mindre madspild i Danmark

Mindre madspild i Danmark

Ny rapport fra Miljøstyrelsen viser forbedring i madspildet hos danskerne. Samtidig er danskerne blevet ganske opmærksomme på udfordringen, viser rapport fra Aarhus Universitet udarbejdet for Fødevarestyrelsen

14.000 tons madspild. Så meget har danskerne reduceret deres madspild med fra 2011 til 2017. Men selv om danskerne bredt set er godt i gang med at begrænse madspild, er der potentiale for at komme endnu længere.

Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen om en gennemgang af madspildet i en stor bunke skraldeposer fra danske husstande i 2017. Rapporten viser, at mens der er et fald på hele 24 procent i madspildet per person i etageboliger, er der ikke noget fald i enfamiliehuse. Undersøgelsen har alene kortlagt udviklingen i madspildet, og ikke grundene til, hvorfor det er sket.

Samlet set er der et gennemsnitligt fald i madspild per person på 8 procent. Det vil sige, at der var 261.000 tons madspild i 2011 til 247.000 tons i 2017.

Samtidig viser en rapport, som Aarhus Universitet har udarbejdet for Fødevarestyrelsen, at danskerne er blevet opmærksomme på udfordringen. 85 procent af danskerne er blevet gjort bekendt med madspildsproblematikken i løbet af det seneste år.

Derudover peger rapporten på, at motivation til at reducere madspild hænger sammen med, hvor meget husholdningen kan spare på budgettet – hele 66 procent af danskerne mener, at muligheden for at spare penge vil gøre, at de formindsker madspildet. Herudover ser 54 procent af danskerne madspild som et problem for miljøet. Rapporten viser desuden, at de færreste laver madplaner, som ellers er en effektiv måde at undgå at købe for meget på.

-lipe

18/4 2018