Madtransportører har styr på hygiejnen

Madtransportører har styr på hygiejnen

Fødevarestyrelsen fandt ingen problemer med hygiejne og opbevaring under kontrol af knap 200 transportører, som leverer kølekrævende måltidkasser og dagligvarer direkte til forbrugerne. Men flere vognmænd skal sørge for at registrere sig som fødevarevirksomhed

Når varerne fra onlinesupermarkeder er pakket i bilen og bliver kørt til kundernes hoveddør er der styr på hygiejne og opbevaring. Det er én af hovedkonklusionerne fra stikprøvekontrollen 'Transport i forbindelse med e-handel', som Fødevarestyrelsen har gennemført.

Kontrollen var rettet mod de vognmænd, der leverer kølekrævende fødevarer som for eksempel måltidskasser eller mælk og kødpålæg til forbrugerens hoveddør.

- Vi har set en markant stigning i handlen med fødevarer på nettet. Tendensen er blevet forstærket under coronakrisen, og vi forventer, at udviklingen vil fortsætte. Formålet med kontrollen var derfor blandt andet at sikre, at de mange nye transportører kender reglerne for transport af letfordærvelige fødevarer, så forbrugerne ikke risikerer at blive syge af maden, forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen Bente Holst.

Stikprøve giver positivt indtryk
Fødevarestyrelsen kontrollerede blandt andet, om vognmændenes havde styr på opbevaring af fødevarer under transporten, f.eks. i form af termokasser og is, og om de køretøjer og containere, som maden blev pakket i, var rene og i god stand.

Fødevarestyrelsen fandt ingen overtrædelser af reglerne for opbevaring og hygiejne blandt de 188 transportører, der blev kontrolleret.

- Vi har ikke kontrolleret alle, så selvfølgelig kan der være vognmænd derude, som ikke overholder reglerne. Men som stikprøve betragtet er det et positivt resultat, siger Bente Holst.


Vognmænd skal huske at registrere sig
Resultaterne viser dog også, at mange af transportørerne – som ofte er selvstændige vognmænd - enten ikke var registrerede som fødevarevirksomhed, eller ikke havde meldt væsentlige ændringer til Fødevarestyrelsen, som loven kræver.

34 af de 188 transportører fik en indskærpelse for ikke at have meddelt Fødevarestyrelsen, at de havde flyttet virksomhedens adresse, og 7 fik indskærpelser for ikke at have registreret sig hos Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen vil nu udarbejde vejledningsmateriale til transportører om reglerne.

-lipe

 

2/2 2023