Lidl opfordrer til pant på 1,5 millioner tyske dåser

Lidl opfordrer til pant på 1,5 millioner tyske dåser

-Det er på tide med en politisk løsning på den pantfrie emballage, der sælges i Tyskland, mener dagligvarekæden i Danmark

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er ni ud ti dåser, der ender i naturen i Danmark uden pant, og altså dåser, der kommer fra handlen ved den dansk-tyske grænse.
Og på eet år har alene Lidl fået indleveret over halvanden million dåser og flasker uden pant.

-De mange stykker pantfri emballage, der ender i vores pantautomater, vidner desværre om, at der er ekstremt mange pantfri dåser i omløb, og de risikerer meget vel at ende i naturen, siger Anders Frydendahl, salgsdirektør i Lidl Danmark.

Netop derfor ønsker salgsdirektøren en politisk løsning, hvor der kommer pant på de dåser som sælges massivt i detailhandlen syd for den dansk-tyske grænse:

- Under lukningen af grænsen i foråret blev det tydeligt, at salget af dåser med pant steg. Det salg er nu aftaget efter genåbningen. Det tyder på, at grænsedåserne atter er tilbage i de danske husholdninger. Dåser, der kan ende i naturen. Det er på tide, at der kommer en politisk løsning, hvor vi får sat en stopper for de mange pantfri dåser, der er i omløb.

Hos Lidl Danmark har man de senere år oplevet en generel stigning i antallet af indleverede dåser og flasker.

Fortsat modtagelse alle typer flasker og dåser
Siden opstarten i Danmark for 15 år siden har Lidl Danmark valgt at modtage alle typer af flasker og dåser – også fra konkurrerende dagligvarekæder. Sidste år modtog kæden mere end 60 millioner flasker og dåser i sine butikker.

-Folk skal ikke gå forgæves, når de vil aflevere pant hos os. Det er klart, at de mange typer emballage giver ekstra logistisk arbejde. Men det påtager vi os gerne, så dåser og flasker ikke ender i naturen eller skraldespanden og dermed ikke bliver genanvendt, siger Anders Frydendahl og fortsætter:

- Derudover kan vi også se, at dem der afleverer pant hos os, også handler hos os. Mere genanvendelse og flere kunder er to sider af godt købmandskab.

Udover at tilslutte sig de politiske forslag for at få indført pant på grænsedåserne, er Lidl Danmark engageret i dagsordenen med mindre skrald i naturen som hovedsponsor for JCI Danmarks aktiviteter på World Cleanup Day d. 19. september. Engagementet er en del af dagligvarekædens CSR-strategi:

-Det er andet år i træk, vi bakker op om initiativet. Dåser og flasker skal genanvendes, ikke ende i naturen. Det er der desværre stadig et stort behov for, at der bliver sat fokus på, slutter Anders Frydendahl.

-lipe

18/8 2020