Friske ærteskud dyrkes direkte i en SchurStar pose

Friske ærteskud dyrkes direkte i en SchurStar pose

Danske Grow Up FARM lancerer nu et helt nyt produkt ved navn Eat-Grow-Repeat, som er små ærteplanter, der vokser i hamp i en pose. Ærteskuddene holder sig friske i posen i minimum en uge under køl. Øverste del af posen rives af, og bunden af posen udgør nu potten

Posebunden med ærteplanter og hamp sætter man i sin vindueskarm eller på køkkenbordet og passer med lys, vand og lidt kærlighed. Når man har klippet den første høst af ærteskud af de små planter og nydt disse i sin salat, vandes de afklippede ærteplanter dagligt, og en uge senere er der vokset en ny omgang ærteskud op.

Grundstenen til familievirksomhederne Greenow og Grow Up FARM blev lagt tilbage i 1966, hvor første generation var pioner inden for professionel dyrkning af bønnespirer. Salget af økologiske bønnespirer vokser da også støt, og derfor har Greenow måttet se sig om efter en mere effektiv emballeringsløsning.

Slut med strækfilm
Schur®Star Pakkemaskinen var i første omgang kun planlagt til emballering af bønnespirer fra Greenow. Normalt pakkes bønnespirer i bakker og derefter i strækfilm, så forbrugeren er nødt til selv at emballere de spirer, der måtte være til overs. Men det er slut nu.
De sprøde og sarte bønnespirer pakkes nu fuldautomatisk i ståposer med genluk. Ofte spiser man ikke alle spirerne på én gang; og når posen kan genlukkes, udtørres spirerne ikke i køleskabet, men bevarer deres sprødhed. Spirerne holder sig friske i op til 8 dage, og forbrugeren kan yde sit bidrag til at reducere det problematiske fødevarespild, som i dag er væsentligt for både detailhandel forbrugeren.

Kapacitet til et nyt projekt
Schur®Star Pakkemaskinen har med sin store kapacitet givet Greenow og Grow Up FARM mulighed for at realisere Eat-Grow-Repeat projektet.


Ærteplanterne dyrkes i et helt nyt vertikalt væksthus - i fem etager, i et 100% kontrolleret klima, med recirkuleret vand, under kunstigt lys og helt uden jord. Og for at matche det 100% komposterbare indhold er posen produceret af PE. Et enkeltlags-materiale, som ikke skal separeres for at kunne bearbejdes i et genbrugssystem.

Schur®Star Konceptet giver os muligheder
- Bønnespirerne er vores kerneprodukt, og det er hertil, vi valgte Schur®Star Konceptet, siger Lasse Vilmar, adm. direktør og tredje generation i virksomheden.

Han fortsætter:
- Men på grund af pakkemaskinens alsidighed og høje kapacitet, besluttede vi at sætte fart på det nye projekt. Netop ved opstart af et nyt projekt er fleksibilitet af allerstørste betydning, da man hurtigt skal kunne tilpasse sig markedets reaktioner.

- Nu kan vi på ganske få minutter skifte fra fuldautomatisk til manuel pakkeproces, eller en kombination, hvis vi fx skal pakke produkter med flere elementer. Og med hensyn til selve emballagen er vi ikke begrænset til de to posetyper, som vi er startet med. Vi er begejstrede for den nye fleksibilitet og de mange muligheder, og vi er overbeviste om, at markedet vil tage godt imod vores nyheder: Sunde og velsmagende produkter i praktisk emballage.

Et pakkekoncept til alle produkttyper
Schur®Star Pakkemaskinen er med sin rektangulære fyldeåbning i hele posens bredde velegnet til fyldning af alle lette og uregelmæssige produkter som en portion bønnespirer eller små ærteplanter. Flere end 500 virksomheder over hele verden pakker med konceptet alle typer produkter – herunder alle slags frugt og grønt, som emballeres i en meget bred vifte af praktiske og innovative poseformater.

-lipe

11/1 2021