Forbud mod alle fluorerede stoffer på vej

Forbud mod alle fluorerede stoffer på vej

Mikroovnsposer og burgerpapir er blandt de produkter, der kan være belagt med skadelig kemi. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) undersøger nu mulighederne for et nationalt forbud mod organiske flourforbindelser

Det skal være helt slut med skadelige organiske fluorerede stoffer i indpakning til mad, mener ministeren.

Muffinforme, poser til mikroovnspopcorn og andet pap og papir til fødevarer kan indeholde såkaldte organiske fluorerede forbindelser der bruges til at gøre materialer fedt- og vandafvisende. Men stofferne, der udgør en stor gruppe af kemiske forbindelser, er svært nedbrydelige, og nogle af dem ophobes i dyr og mennesker. Derudover er flere af stofferne mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og skadelige for immunforsvaret.

- Vi har længe haft fokus på at sænke brugen af fluorerede forbindelser, og enkelte af dem er allerede forbudt eller er ved at blive det. Vi kan ikke risikere, at skadelige stoffer vandrer fra indpakningen og over i vores mad. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at undersøge mulighederne for et nationalt forbud mod brugen af hele gruppen af organiske fluorforbindelser i fødevareemballage af pap og papir, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Forbuddet skal gælde, indtil der kommer EU-regulering af stofferne. Fødevarestyrelsen har længe frarådet at bruge organiske fluorerede forbindelser i fødevarekontaktmaterialer, og dele af detailhandlen har frivilligt udfaset stofferne.

Ny vurdering af risiko
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) offentliggjorde i december 2018 en ny risikovurdering af de to fluorstoffer PFOS og PFOA. EFSAs konklusion var, at mennesker kan tåle langt mindre af de to stoffer end hidtil antaget, før der er en risiko for negativ påvirkning.

- Min bekymring for organiske fluorerede stoffer er ikke blevet mindre efter EFSAs seneste vurdering. Der kan også være andre fluorerede stoffer, som er mere skadelige, end vi tror i dag. Derfor ønsker jeg et forbud, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Danmark kan blive det første land i verden, som forbyder hele gruppen af organiske fluorerede forbindelser i fødevarekontaktmaterialer af pap og papir.

-lipe

8/2 2019