Festivaler har fokus på bæredygtighed

Festivaler har fokus på bæredygtighed

Festivalsæsonen er skudt i gang, og i år har de danske festivaler for alvor sat skub i bæredygtigheden. Med økologi, affaldssortering, genbrug og bæredygtighed på dagsordenen er FSC-mærket blandt de foretrukne løsninger, når det gælder emballage

Festivalernes grønne fokus kan mærkes – også hos FSC Danmark. Her betyder festivalernes efterspørgsel, at flere af de største leverandører på service- og emballageområdet løbende henvender sig for at høre om FSC-certificering, varemærkelicens eller brug af FSC-logoet.

- Dialog med festivaler som NorthSide og Roskilde Festival har givet os et godt udgangspunkt for samarbejde med en lang række leverandører.

- Det handler i høj grad om at finde løsninger i markedet og sikre, at de produkter, der efterspørges, både lever op til krav om miljømærkning samt festivalernes affaldspolitik.

Sådan siger Kristian Jørgensen, der er varemærkeansvarlig hos FSC Danmark, om udviklingen.

En af de virksomheder, der har taget FSC til sig, er Greenway-denmark, der sælger FSC certificerede emballager. Indehaveren Søren Andreasen fortæller, at Greenway-denmark er en virksomhed, der udelukkende sælger certificerede bæredygtige emballageløsninger.

- Når det kommer til træ- og papirprodukter arbejder vi sammen med FSC, fordi det giver os og vores kunder den størst mulige sikkerhed for bæredygtig skovdrift. Dette gør, at vi løbende arbejder på at få flere produkter FSC certificeret, forklarer han.

Miljøpolitikker er drivkraften

Interessen for FSC-certificerede varer er blandt andet drevet af festivalernes miljøpolitikker. Emballageleverandøren Field Advice har mærket den stigende efterspørgsel. Deres vej til arbejdet med FSC er gået igennem en såkaldt gruppecertificering, som kan være en nemmere løsning for mindre virksomheder.

- Vi har igennem en periode oplevet en øget efterspørgsel på FSC certificerede produkter, både fra vores nuværende kunder, men også fra nye, der specifikt leder efter et FSC certificeret alternativ til deres nuværende eller kommende sortiment.

Derfor lå det lige for, at vi blev FSC certificeret, så vi også kan garantere bæredygtigt produceret papir og træ. Vi vil løbende udskifte vores nuværende papir og træprodukter med FSC certificerede produkter. Dette kommer til at ske løbende, men vi forventer, at vi meget snart vil kunne levere et komplet emballagesortiment, der er FSC certificeret, siger ejeren af Field Advice, Mark Remy.

Festivaler stræber mod bæredygtighed

Festivalernes miljøpåvirkning er et fast årligt tema i medierne, og påvirkningen er ikke uden betydning, når der for eksempel skal serveres en million måltider over få dage, som det sker på Roskilde Festivalen. Meget tyder på, at manges års indledende øvelser er ved at udvikle sig til konkrete og målbare indsatser forankret i bæredygtighedsstrategier som hos landets største festival.

- At tænke bæredygtigt er en del af Roskilde Festivals DNA, om man vil. Dertil kommer, at det er nødvendigt, at vi, ligesom alle andre, tager ansvar for at vende den negative udvikling for både klima og miljø, der er i gang globalt. Det er en sag for fællesskabet, siger Mikkel Sander, der er Sustainability Manager hos Roskilde Festival. Og som han fortæller, har han kunnet spore en mere fokuseret indsats.

- Blandt festivaler i hele verden har der længe været alt for mange symbolhandlinger og gode grønne PR historier. Det har vi også været tilbøjelige til tidligere, men med den bæredygtighedsstrategi, vi fik sidste år, sætter vi fokus på at bruge vores ressourcer, hvor det giver størst effekt. Vores største negative miljøpåvirkninger er maden, der spises, og det affald, der skabes, så der er vi startet.

Grøn strøm

Derudover har Roskilde fokus på grøn strøm, miljømærkede produkter, vandbesparelse, LED lys og meget andet. Roskilde festivalen står ikke alene med fokus på bæredygtighed. Smukfest er eksempelvis gået ind i kampen mod madspild, og i samarbejde med Fødevarebanken doneres der hvert år overskudsfødevarer til socialt udsatte.

Det samme gør der hos NorthSide, som siden starten har haft store ambitioner inden for bæredygtighed og bl.a. har fokus på 100 % økologi, et omfattende affaldssorterings- og pantsystem, vand- og energiforbrug samt indkøb og kommunikation. Festivalen høstede desuden anerkendelse ved dette års Danish Events & Meeting Awards, hvor de modtog priser for deres alsidige arbejde med bæredygtighed. Om grundlaget herfor siger Anne Jensen, der er bæredygtighedsansvarlig på NorthSide:

- Et skarpt fokus på bæredygtighed er en grundlæggende præmis for alt arbejde med NorthSide, idet bæredygtighed er en kerneværdi i NorthSides overordnede vision. Vi ønsker, at publikum forlader NorthSide med en større forståelse af genbrug og affaldssortering, energiforbrug og økologi, end ved ankomsten. Vi ønsker også hele tiden at blive bedre til at drive en bæredygtig festival.

Samarbejder om FSC

De senere år har NorthSide og FSC Danmark samarbejdet omkring øget forbrug af bæredygtige papir- og træprodukter.

- Sammen med FSC Danmark arbejder vi med at sikre FSC-certificerede og nedbrydelige emballagetyper med fokus på at gøre det nemt for stadepladsholderne. Målsætningen var, at 60 % af al spiseemballage i 2016 skulle være bæredygtigt – certificeret og tilpasset affaldssystemet. Her opnåede vi i alt 48 %, hvilket er en flot stigning i forhold til sidste år, men vi er endnu ikke i mål.

Så vi knokler videre. Samarbejdet med FSC Danmark har givet os mulighed for at fokusere på spiseemballagen, som er et rigtig svært område i festivalsammenhænge, idet det går virkelig stærkt med at lange mad og drikke over disken, og produkterne både skal være lækre, nemme at håndtere og kunne sorteres rigtigt efterfølgende. Det er heller ikke alle emballagetyper, der endnu er nemt tilgængelige i bæredygtige versioner, siger Anne Jensen.

-hawin

 

26/6 2017